Bistro er en kogebog med 299 retter fra det franske bistrokøkken, meget bedre bliver det næppe. Opskrifterne er fint og let beskrevet og næsten alle er fulgt op med et helsides billede af retten, ofte taget med et glimt i øjet, da retterne ikke altid vises i deres endelige tilstand, men som den ser ud undervejs i tilberedelsen eller blot et billede af råvarerne pænt anlagt på en hvid dug.

Bogen er tillige rigt illustreret med karrikaturagtige tegninger af alt fra hvordan man selv laver Confit de Canard til metroindgangene i Paris. Der er sangtekster, rim, små historier, blandt andet en fri fortolkning af kallunens oprindelse, og hyldest til navngivne producenter af gode franske madvarer og restaurantejere. Det hele giver en stor følelse af kærlighed fra forfatteren til det franske bistrokøkken, og det smitter i den grad af. Derudover er der vinforslag til hver enkelt ret, hvilket jo ikke kan undværes, når det kommer til god fransk mad.

Hvis man kan tale om mesterværker indenfor kogebøger, så er det her ihvertfald en sådan, når det handler om fransk madlavning. Den gennemgår stort set alle de retter som bistro økkenet kan stille op med, og den gør det med et glimt i øjet og en kærlighed til maden. Bistro er et must for alle der har gemt blot en lille Gourmand i maven.

Stephane Reynaud, Bistro – traditionel fransk mad, Lindhardt og Ringhof, September 2009, 480 sider.

Familiedrama kan være spændende nok læsning, men når det foregår for 120 millioner år siden så tager vi fat på helt andre emner vedrørende overlevelse og vidererførelse af generationernes arvemasse.

Raptor Red følger livet for en hun Utahraptor og de prøvelser livet giver for en dinosaur for 120 millioner år siden. Bygget op omkring en almindelig historie om overlevelse og familieværdier for Robert T. Bakker samtidigt gennemtrumfet hans teorier om dinosaurernes sociale adfærd, intellegens, den verden de levede i teorien om at især Utahraptoren og dens slægtsgren som en oppertunistisk overlever der migrede over store områder for at finde de bedste muligheder for videreførelse af sin slægt.

I korte træk følger vi Raptor Red i hendes evige betræbelser for overlevelse og beskyttelse af sin egen slægt og sikring af viderførelse af arvemassen og især i næsten kontinuerlig kamp imod den større men også mindre intelligente Acrocanthosaurus, (man lærer en del dinosaurer navne i denne bog, som er befriende fri for T-Rex). Det er en udviklingshsitorie som tegner et billed af dyr i evige Darwinistisk spring, og Robert T. Bakker ligger ikke skjul på at dette ikke kun er skønlitteratur men også en proklamering af hans egne teorier vedrørende dinosaurernes udvikling og samarbejde både slægter imellem men også imellem forskellige arter samt at opfattelsen af især kødædende dinosaurer som “onde” ikke er korrekt.

Det er ikke stor litteratur Robert T. Bakker disker op med i Raptor Red, men den er god til en anderledes bog set fra et perspektiv man normalt ikke går og bruger så megen tid på, og så er den ideel i min opfattelse til alle der har en interesse i både arternes udvikling og især dinosaurer. Den er fundet på mit lokale bibliotek og kan anbefales til hen over en weekend.

Robert T. bakker, Raptor Red. 1995, 250 sider.

Doom Patrol blev skabt tilbage i 1963 som en gruppe af superhelte, der ikke passede ind i de sædvanlige doktriner af folk med superkræfter hvis overnaturlige evner hovedsagligt fremmedgjorde og traumatiserede dem.

Doom ptraol blev stoppet i 1968 og afsluttet med at hele holdet blev dræbt i seriens sidste afsnit. Siden er Doom Pratol blevet vagt til live over flere omgange hvor man har forsøgt at genskabe den originale series ånd, sidst gjort af Paul Kuppenberg, men dog kun med én af de originale hovedpersoner, Robotman, har været en konstant del af ensemblet, men dog havde Doom Patrol været en rimelig ligetil superhelteserie uden de store dikkedare.

Ind kommer så grant Morrison og overtager historien efter Kuppenberg og blæser serien videre i for mig nok den mest vanvittige serie som jeg indtil videre har haft fornøjelsen af at have fingrene i.

Morrison introducere os for helt nye kræfter i en superhelteverden, bl.a. den homoseksuelle gade Danny the Street, Scissormen som klipper folk ud af virkeligheden, The Brotherhood of Dada ledet af Mr. nobody som leder sin gruppe af hverken onde eller gode skurke baseret på doktriner fra dadaismen, samt heltene som historien drejer sig omkring, Robotman der døjer med livet som en robot med menneskelig følelser uden at kunne udleve dem, Crazy Jane som døjer med 64 personlighedspaltninger, en superhlet der ikke længere vil bruge sine kræfter men hellere vil lave kontorarbejde og en neanderthaler pige hvis drømme manifesterer sig i virkeligheden. Og mange flere absurde og geniale træk i det ellers meget stramme og rigide DC univers.

Doom Patrol af Grant Morrison løber fra issue 19 til 63, og med nogle få udstikkere i det virkelig gakkede, er den en seriøs historie på trods af det meget anderledes univers som man ellers er vant til i netop DC serier som primært er kendt for den altid regelrette Superman og den plagede selvtægtsforbryder Batman. For hvor Superman og Batman er dem der sættes ind når der skal stoppes et bankrøveri eller en kidnapning af kommisærens datter, så er det Doom Patrol der sættes ind når selve jorden og universets eksistens trues.

Doom Patrol kan på det varmeste anbefales til alle tegneserie fans der har mod på et lille opgør med et ellers ofte megen stereotypt indstilling til hvordan superhelte skal opføre sig. Det er en serie som både udfordrer og gør op med superheltegenren og noget man ikke skal være foruden.

Grant Morrison, Doom Patrol # 19 – 63. DC Comics/Vertigo

Det er 200 år siden at en af litteraturens største mestre indenfor Gotisk fiktion blev født og det skal selvfølgelig fejres. Det er selvfølgelig Edgar Allan Poe der skal fejres, og en af måderne han skal fejres på er ved en dansk hyldest til hans forfatterskab. 

Det er gjort ved at forlaget 2 Feet entertainment har engageret fire danske gyserforfattere, A. M. Vedsø Olesen, Steen Langstrup, Rikke Schubart og Patrick Leis, til at komme med hver deres hyldest til mesteren ved at tage afsæt i en af Poes egne noveller som inspiration. For det første må jeg sige at tage udgangspunkt i en af Poes noveller er både modigt og dumdristigt, for man vil unægteligt blive sammenlignet, målt og vejet, og der er ingen i denne bog der kan hamle op med Edgar Allan Poe. Men det er faktisk heller ikke formålet, da det jo her drejer sig om en hyldest og så vidt er det jo godt nok.

Som nævnt har vi at gøre her med fire historier der hver i sær tager afsæt i en forvejen kendt novelle af Edgar Allan Poe, som en hyldest til manden. Det er for hver af de fire forfattere grebet an på hver sin måde. Der er to af novellerne der skiller sig ud af de fire, den ene fordi den er bedre, den anden fordi den decideret er dårligere og rodet.

 Både A. M. Vedsø Olsen og Patrick Leis har begået to ganske gode gysernoveller. Vedsø Olsen har dannet hans historie ”Orkestergraven” over ”Hjertet, der sladrede” og Leis har taget hans ”opløsning” over ”Usher’s Fald”. Leis er især interessant fordi han faktisk bygger videre på den originale ved at lade de originale karakterer, Roderick og Madeline, være en del af historien i noget omskrevet version.  Begge historier er medrivende nok og forståelsen, inspirationen og respekten for Edgar Allan Poe kan tydeligt læses.

Det samme kan dog ikke siges om ”Ormekur” af Rikke Schubart. Schubarts inspiration har været ”Berenice” og selvom jeg må erkende at jeg ikke har læst den novelle, så rokker det ikke ved det faktum at ”Ormekur” er en rodet affære uden nogen gennemskuelig mening. Hvor de to førstnævnte forfattere har formået at skabe en aura af Poes storhed, så føles Schubarts hyldest mest af alt som et studentikost forsøg på at skabe mystik.

Det gør Steen Langstrup til gengæld ikke. Som den eneste af de fire forfattere har han formået at gøre hans historie nutidig og i hans ”Metro” formår han at fremhæve den københavnske Metro som et makabert og mystisk moderne gotisk sted, som selv Poe ville kunne finde inspiration i. Langstups inspiration har været ”William Wilson”, en fortælling om en dobbeltgænger og Langstrup gør den både til en hyldest men samtidigt også til en historie der forgår i dag, og det gør ”Metro” til den mest spændende af de fire hyldester.

 Samlet er ”POE – Fire makabre hyldester” ikke noget stort værk, men set som en hyldest er samlingen ganske underholdende. Det er ikke på fod med Poes egne værker, men det kan man heller ikke forlange. Med  ”POE – Fire makabre hyldester” får du en god omgang uhygge og det er jo det det handler om når vi snakker om Poe. 

Vedsø Olesen, Leis, Langstrup og Schubart: POE – Fire makabre hyldester, 2 Feet Entertainment, 112 sider

”The King in Yellow” er en ret interessant bog. Den består af en række noveller, som hver for sig fortæller tragiske og ret sørgelige historie om den menneskelige psykes forfald. Hver historie fortælles af en ny hovedperson om i løbet af de korte historier går igennem et ret dramatisk mentalt forfald og ofte ender i død eller indlæggelse på sindssygeanstalt.

Tilsammen har alle historierne det til fælles at handlingen drejer sig omkring et teaterstykke, The King in Yellow, som kirken og regeringen har bandlyst. De som læser stykker oplever alle en form for sindssyge som hurtigt for dem til at undergå et hurtigt psykisk forfald, som udmønter sig i tvangstanker om forfølgelse og mord, mens andre udlever skuespillet med personer fra deres omgangskreds som ufrivillige deltagere, mens andre simpelthen blot bliver sindssyge.

Hvad selve stykket ”The King in Yellow” handler om bliver aldrig helt klart, man får kun små brudstykker at handlingen i de forskellige historier, og ofte er det fortællerens egen fortolkning som man ikke kan regne med genfortalt af en normaltænkende person.

Det er en god bog, men det der slår mest ved at læse den, er at den blev skrevet i 1895, og jeg havde ikke troet at jeg ville finde en bog der er mere en 100 hundrede år gammel så medrivende, og skrevet i et så forholdsvis moderne sprog. Og så er det en bog man burde læse hvis man er fan af Cthulhu mytologien, for ”The King in Yellow” blev senere nævnt af H. P. Lovecraft i hans klassiske værk ”The Whisperer in Darkness” (1931).

Desværre for bogen er det mest de første historier der er mest medrivende, hvor de sidste går hen og får et mere romantisk islæt. De sidste formår ikke rigtigt at komme op på det samme niveau af spænding, og det virker som om de mest er sat ind for at få den samlede bog til at fylde lidt mere en blot et par og hundrede sider.

Men man skal dog ikke snyde sig selv for at læse bogen, eller ihvertfald de første historier, hvis man gerne vil lidt ind i den klassiske Horroh genre.

Robert W. Chambers: The King in Yellow (1895)

Neil Gaiman har haft ideen til bogen i mere end ti år, og de trofaste læsere af ham vil allerede have stiftet bekendtskab med ham i Gaimans samling af noveller i bogen M is for Magic. Den historie er også med i bogen, uredigeret som 4 kapitel, så den gode Gaiman har vidst at han har haft fat i det rigtige fra starten.

Gaiman bevæger sig hjemmevandt rundt i han miljø af mytologi og æventyr som bliver blandet ind i vores daglige verden på en lækker og finurlig måde. Han er dog heller ikke bleg for at gøre fortællingen til et billed af hvordan man som begyndende voksen vil miste ens evne til at leve i en fantasi verden, præcis som man også ser i jungle bogen, og i andre store klassikere som Gaiman bestemt kender.

Det er en god bog, meget let læselig i stil med Gaimans tidligere værk Coraline, og kan anbefales til stort set alle læsere. Så læg Harry Potter fra dig et øjeblik, og giv et par dages læsning til en af fantasy genrens sande meste, det vil du ikke fortryde.

Neil Gaiman: The Grayeard Book, illustreret af Dave Mckean.

Den er altså lavet direkte til det trykte medie og lavet på et lidt lavere budget. Det ses ved at hele bogen er i sort/hvid, men det er det eneste lowbudget over bogen, og kan sagtens læses alligevel. Men man skal være fan, eller i hvert fald have læst op på online historien eller den første bog, for ellers vil man ikke helt fange de referencer der er. Historien er nemlig en forløber, en såkaldt prequel, til den originale historie, men med så mange referencer fremadrettet at man skal kende originalen, for at forstå disse. Men man kan dog stadig nyde hvordan Rich Burlew får flettet referencer indenfor vores daglige kultur ind i et rollespils univers, især er jeg ret vild med hvordan udviklingen af ny magi foregår på samme måde som det japanske TV program “Iron Chef”.

Historien i sig selv er ret sjov, da man for at se hvad hovedpersonerne gik og lavede før de blev samlet i en gruppe. For det er som regel i ethvert rollespil obskurt og til tider ulogisk hvorfor en gruppe eventyrer har samlet sig, så samler On the Origin of the PC’s op på dette, og fortæller hver karakters bevæggrund for at blive ved med at følge Roys quest imod Xykon.

Så hvis du vil læse Order Of The Stick skal du ikke begynde med On the Origin of the PC’s, men du kan hurtigt gå igang med den direkte efter Dungeon Crawlin’ Fools.

Rich Burlew: Order of the Stick: On the Origin of the PC’s, Volume 0, APE Games, 2005, 72 sider sort/hvid.

Hvis man aldrig har berørt rollespilsverdenen så vil de fleste af tegneseriens jokes gå forbi ens næse, og selv for let øvede i rollespil som gav sig ud i genren da de var teenagere for årtier siden vil de måske heller ikke falde som lyn for en klar himmel. Men for alle os andre, der stadig har rollespillet i blodet på et eller andet plan, er OOTS er perle som kan sætte gang i minderne om hvor åndsvagt man selv har opført sig de sene aftener med obskurt udformede terninger,

OOTS er tegnet af Rich Burlew som tidligere har levet som spil designer på bl.a. Dungeons & Dragons. Tegneserien har faktisk sit ophav fra Rich Burlew hjemmeside hvor man kan læse den i sin helhed, så man kan overveje om der egentligt er grund til at købe den i bladformat. Der hvor den adskiller sig fra hjemmesiden, er at der 18 ekstra strips og kommentarer fra Burlew selv, forord af James Wyatt og fra én af karaktererne fra historien.

Er det så det værd at købe den? Faktisk ikke, medmindre man ikke kan undvære de ekstra strips og kommentarer der giver lidt mere dybde til historien. Og så selvfølgelig glæde ved at kunne sidde og bladre i noget og klukle over en historie som minder en så meget om ens egne oplevelser i rollespil universerne.

Rich Burlew: Order of the Stick: Dungeon Crawlin’ Fools, APE Games, 2005, 160 sider

The Boys er rendyrket voksen tegneserie fra Garth Ennis som selv har sagt vil ”out-preacher Preacher” Hvilket nok referer til at The Boys vil være mere rå, voldelig og af en ekstrem seksuel karakter end Preacher formåede, og det er ikke så lidt.

The Boys er en ikke-officiel CIA gruppe, ansat til at holde øje med verdens superhelte. For når der er over 200.000 superhelte løs, kræver det lidt at sørge for at de der ikke indordner sig bliver sat på plads. Og det er nødvendigt, for når man som superhelt har uendelig styrke, bliver økonomisk støttet af USA stærkeste firma og vice præsidenten af den frie verden, så kan det være svært at være 100 % fokuseret på kun at bekæmpe superskurke (som man faktisk kun i de første 6 afsnit har set én af) og ikke bruge al sin tid på stoffer, ludere og i den grad obskure seksuelle præferencer. Og så ryger der jo unægtelig en del civile i svinget når man endelig skal bruge tid på at bekæmpe superskurkene.

The Name of the Game er en gennemgang af den verden vi befinder os i, nemlig vores egen, med den lille forskel at den som nævnt er fyldt med superhelte, og så bliver vi introduceret for hovedpersonerne. Wee Hughie, en skotte som netop har mistet sin kæreste i en kamp imellem superhelten A-Train og en unavngiven superskurk. Wee Hughie er inspireret af skuespilleren Simon Pegg som selv har givet sig tid til at skrive introduktionen foran i hæftet. Derudover består The Boys af Billy Butcher, Mother’s Milk, The Frenchman og The Female (of the species).

Derefter går handlingen I gang for alvor med en overvågning af supergruppen Tenage Kix, som mest bruger deres tid på bordel, stjæle stoffer fra et børnehospital og udøve seksuelle ydelser på hinanden. God, stærk underholdning, hvor Gart Ennis ikke skuffer med at lægge fingrene imellem og en afslutning der for en til at vente med spænding, og et god smørret grin på læberne, på at følge de næste afsnit af The Boys.

Det der især holder i historien, udover Ennis’ forkærlighed for ekstrem vold, ond humor og hans farverige sprogbrug, er hans afsky for hele superhelte idealerne som florerer i hæfteformatet. Superheltene her bruger som nævnt ikke deres tid på at bekæmpe superskurke, men mere tid på seksuelle udfoldelser og nedværdigelser, at holde forretningsmøder for at sikre sig den største del af kagen på marketing overskuddet for ens forretning og at sikre at de kvindelige superheltes udstyr viser mere af deres krop, end deres evner som helte.

Så hvis man er fan af Preacher, Hellblazer og The Punisher Max Marvel skal man ikke gå forbi The Boys.

Garth Ennis: The Boys – The Name of the Game. Wildstorm, 2007, 152 sider.