Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet

Der er klassikere på flere tusinde sider, klassikere med et par tusinde år på bagen og så er der nyklassikere. Og på dansk er Valhalla-tegneseriens i alt 15 bind udgivet fra 1979 og frem intet mindre end nyklassikere.

Det er her, at de gamle heltekvad og fortællinger om de ikke altid lige heldige guder bliver gendigtet og tilsat lidt moderne humor – og det er her vi lærer luskede Loke, stærke Thor og alle de andre nordiske guder at kende. Alt sammen illustreret i Peter Madsens flotte streg.

I 2009 rundede Valhalla-serien sit 30. år og fik sit 15. og sidste bind (se anmeldelsen her). Det har fået forlaget Carlsen til at udgive samtlige 15. bind i 5 lækre hardcover-bind med 3 historier i hver. Læs mere

Jætterne forsøger at standse verdens hjul – og Ragnarok nærmer sig i sidste bind af Peter Madsens Valhalla-serie. I alt 15 bind er det blevet til siden det første bind ”Ulven er løs” udkom i 1979.

Ligesom med de øvrige bind er de to menneskerbørn Røskva og Tjalfe igen i begivenhedernes centrum, ligesom Loke som sædvanlige prøver at snige sig uden om ansvar og arbejde. Og måske har Loke, ikke så overraskende, bare en lille bitte smule ansvar for hvad der sker.

I ”Vølvens syner” er Valhalla ramt af Fimbulvinter, Fenrisulven er løs, Freja er forsvundet og ældgamle spådomme om det endelige opgør, Ragnarok, ser ud til at passe uhyggeligt godt. Så guderne ruster sig til kampen mod jætterne – imens Loke meget modvilligt sendes ud for at bringe den undslupne Fenrisulv tilbage. Og det går selvfølgeligt helt galt – og i sidste ende godt.

Lykkelige slutninger er selvfølgeligt altid af det gode, men det bedste ved Valhalla er genkendeligheden i stregen og personerne, som med et trylleslag bragte undertegnede tilbage til en lykkelig barndom tilbragt i Brønshøj biblioteks tegneserieafdeling. For på den måde er nummer 15 en ”ægte Valhalla”.

I øvrigt byder ”Vølvens syner” samme gode humor, som der altid har præget Valhalla-serien: Blandt andet har jætten Surt godt nok fået et flammesværd, men han bliver pænt solbrændt hver gang han bruger det – så for det meste står det bare for sig selv. Eller da Røskva og Tjalfe møder nogle tidlige missionærer, der giver dem bladet ”Udkigstårnet”…

Selvom Valhalla-serien slutter med ”Vølvens syner”, arbejder Peter Madsen videre på et andet projekt kaldet Troldeliv. Du kan læse en anmeldelse af de første tre bind i serien Troldeliv her. Eller du kan møde skaberne af Valhalla her.

Peter Madsen, Valhalla 15 – Vølvens syner, Carlsen Comics, tegnet og fortalt af Peter Madsen efter en historie af Henning Kure, farvelagt af Jonas Sonne, 56 sider, September 2009.

Mumitrolden – De samlede striber nr. 1, er det første bind i en række på i alt 5. Planlagt således, at man hver gang spændt må vente et år på det næste bind. De fleste kender nok Mumitrolden fra børnebøgerne eller fra børnetallerkener eller lignende. En skøn, tyk, rund, hvid fyr med store øjne.

Denne gang er der dog ikke tale om en børnebog, men om en række striber, der indeholder i alt fire historier: Mumi og røverne, Mumi og familielivet, Mumi ved Rivieraen og Mumis øde ø. Man lærer Mumi at kende som sød. Naiv. Nem at nare. Og kærlig. Historierne er skæve og opfindsomme og man skal virkelig være i dårligt humør, hvis bogen ikke får smilet frem.

Bogen i sig selv er utrolig flot og lavet i den gamle bogstil med hård ryg, og den der slags nuprede papir på indersiden. I kontrast til de fine farver på forsiden af bogen, er resten af bogen dog sort/hvid.

Hvis du vil læse mere om mumitrolden kan du klikke ind på mumitroldens danske hjemmeside. Tove Jansson (1914-2001) var finlandssvensk forfatter, maler og tegner og opvokset i Helsinki.

Tove Jansson, Mumitrolden – De samlede striber, Carlsen Comics, 2008, Striberne blev første gang offentliggjort i THE EVENING NEWS 1953-59, 95 sider.

I modsætning til den tidligere anmeldte Order of the Stick tegneserie, Dungeon Crawlin’ fools, så er On the Origin of the PC’s ikke tidligere udgivet på Rich Burlews hjemmeside. Det her er originalt materiale, helt klart målrettet til de virkelige hardcore fans af serien.

Den er altså lavet direkte til det trykte medie og lavet på et lidt lavere budget. Det ses ved at hele bogen er i sort/hvid, men det er det eneste lowbudget over bogen, og kan sagtens læses alligevel. Men man skal være fan, eller i hvert fald have læst op på online historien eller den første bog, for ellers vil man ikke helt fange de referencer der er. Historien er nemlig en forløber, en såkaldt prequel, til den originale historie, men med så mange referencer fremadrettet at man skal kende originalen, for at forstå disse. Men man kan dog stadig nyde hvordan Rich Burlew får flettet referencer indenfor vores daglige kultur ind i et rollespils univers, især er jeg ret vild med hvordan udviklingen af ny magi foregår på samme måde som det japanske TV program “Iron Chef”.

Historien i sig selv er ret sjov, da man for at se hvad hovedpersonerne gik og lavede før de blev samlet i en gruppe. For det er som regel i ethvert rollespil obskurt og til tider ulogisk hvorfor en gruppe eventyrer har samlet sig, så samler On the Origin of the PC’s op på dette, og fortæller hver karakters bevæggrund for at blive ved med at følge Roys quest imod Xykon.

Så hvis du vil læse Order Of The Stick skal du ikke begynde med On the Origin of the PC’s, men du kan hurtigt gå igang med den direkte efter Dungeon Crawlin’ Fools.

Rich Burlew: Order of the Stick: On the Origin of the PC’s, Volume 0, APE Games, 2005, 72 sider sort/hvid.

Order of the Stick (OOTS) er en gruppe eventyrere fra Dungeon & Dragons universet, tegnet som pindemænd og trækker heftige referencer til rollespils miljøet.

Hvis man aldrig har berørt rollespilsverdenen så vil de fleste af tegneseriens jokes gå forbi ens næse, og selv for let øvede i rollespil som gav sig ud i genren da de var teenagere for årtier siden vil de måske heller ikke falde som lyn for en klar himmel. Men for alle os andre, der stadig har rollespillet i blodet på et eller andet plan, er OOTS er perle som kan sætte gang i minderne om hvor åndsvagt man selv har opført sig de sene aftener med obskurt udformede terninger,

OOTS er tegnet af Rich Burlew som tidligere har levet som spil designer på bl.a. Dungeons & Dragons. Tegneserien har faktisk sit ophav fra Rich Burlew hjemmeside hvor man kan læse den i sin helhed, så man kan overveje om der egentligt er grund til at købe den i bladformat. Der hvor den adskiller sig fra hjemmesiden, er at der 18 ekstra strips og kommentarer fra Burlew selv, forord af James Wyatt og fra én af karaktererne fra historien.

Er det så det værd at købe den? Faktisk ikke, medmindre man ikke kan undvære de ekstra strips og kommentarer der giver lidt mere dybde til historien. Og så selvfølgelig glæde ved at kunne sidde og bladre i noget og klukle over en historie som minder en så meget om ens egne oplevelser i rollespil universerne.

Rich Burlew: Order of the Stick: Dungeon Crawlin’ Fools, APE Games, 2005, 160 sider

Hvem vogter vogterne? I Garth Ennis nye tegneserie fra 2007 er det The Boys der gør det.

The Boys er rendyrket voksen tegneserie fra Garth Ennis som selv har sagt vil ”out-preacher Preacher” Hvilket nok referer til at The Boys vil være mere rå, voldelig og af en ekstrem seksuel karakter end Preacher formåede, og det er ikke så lidt.

The Boys er en ikke-officiel CIA gruppe, ansat til at holde øje med verdens superhelte. For når der er over 200.000 superhelte løs, kræver det lidt at sørge for at de der ikke indordner sig bliver sat på plads. Og det er nødvendigt, for når man som superhelt har uendelig styrke, bliver økonomisk støttet af USA stærkeste firma og vice præsidenten af den frie verden, så kan det være svært at være 100 % fokuseret på kun at bekæmpe superskurke (som man faktisk kun i de første 6 afsnit har set én af) og ikke bruge al sin tid på stoffer, ludere og i den grad obskure seksuelle præferencer. Og så ryger der jo unægtelig en del civile i svinget når man endelig skal bruge tid på at bekæmpe superskurkene.

The Name of the Game er en gennemgang af den verden vi befinder os i, nemlig vores egen, med den lille forskel at den som nævnt er fyldt med superhelte, og så bliver vi introduceret for hovedpersonerne. Wee Hughie, en skotte som netop har mistet sin kæreste i en kamp imellem superhelten A-Train og en unavngiven superskurk. Wee Hughie er inspireret af skuespilleren Simon Pegg som selv har givet sig tid til at skrive introduktionen foran i hæftet. Derudover består The Boys af Billy Butcher, Mother’s Milk, The Frenchman og The Female (of the species).

Derefter går handlingen I gang for alvor med en overvågning af supergruppen Tenage Kix, som mest bruger deres tid på bordel, stjæle stoffer fra et børnehospital og udøve seksuelle ydelser på hinanden. God, stærk underholdning, hvor Gart Ennis ikke skuffer med at lægge fingrene imellem og en afslutning der for en til at vente med spænding, og et god smørret grin på læberne, på at følge de næste afsnit af The Boys.

Det der især holder i historien, udover Ennis’ forkærlighed for ekstrem vold, ond humor og hans farverige sprogbrug, er hans afsky for hele superhelte idealerne som florerer i hæfteformatet. Superheltene her bruger som nævnt ikke deres tid på at bekæmpe superskurke, men mere tid på seksuelle udfoldelser og nedværdigelser, at holde forretningsmøder for at sikre sig den største del af kagen på marketing overskuddet for ens forretning og at sikre at de kvindelige superheltes udstyr viser mere af deres krop, end deres evner som helte.

Så hvis man er fan af Preacher, Hellblazer og The Punisher Max Marvel skal man ikke gå forbi The Boys.

Garth Ennis: The Boys – The Name of the Game. Wildstorm, 2007, 152 sider.

Indrømmet! Jeg er Rocky-fan. Faktisk den eneste årsag til, at jeg hver dag åbner Politikens sektion 2.

Tredje bind af serien er nu udkommet på dansk, og der er sket en del for hunden fra Vesterbro, der levede uden penge, uden lejlighed, uden liv. En hiphop-bums, der forsøgte at hutle sig igennem tilværelsen som serietegner.

Rocky er selvbiografisk, og ganske som det er gået godt for Martin Kellermann IRL, så er det også gået godt for Rocky. Han tjener pludselig penge. Har fået en lejlighed og et sommerhus (sic!) og er faktisk blevet lidt småborgerlig – og desværre også lidt kedelig.

Det er bare ikke så sjovt, når livet ikke bare handler om at drikke problemerne væk på Vega og disse alle de andre idioter, som har fået både fast kæreste, fast folkeregister-adresse og fast føde mere end en gang i løbet af de seneste 24 timer.

Rocky er blevet lidt kedelig. Men heldigvis stifter vi bekendtskab med hans bror, Daniel. Og han er fantastisk. Ifølge ham selv kan han det hele, men det går bare galt for ham. Han skal bare opleves – og ingen er bedre til at skildre ham end Kellerman, hvis stil er gennemført og ekstremt morsom.

Rocky er svensk, men den danske oversætter, Nikolaj Scherfig, har igen gjort et flot arbejde med ikke blot at oversætte teksten, men hele Rocky-universet. At oversætte humor er noget af det sværeste, og Kellerman selv vil givet have svært ved helt at forstå vittighederne i den danske version, ligesom jeg også har opgivet nogle af de svenske striber, jeg har fundet på nettet.

På svensk er der udkommet adskillige bøger, og her i Danmark er det Politisk Revy, der udgiver bøgerne. Der er næppe det store oplag, og derfor må vi også nøjes med de sort/hvide striber, hvilket er lidt ærgerligt, når man nu har vænnet sig til farve-versionen i avisen. Men når 4. bog udkommer, så er jeg også blandt de første i netboghandlen og henter den hjem til samlingen. Især hvis der er nyt om Daniel.

Martin Kellerman: Rocky III – Thug Life, Politisk Revy, 176 sider.

Bogblogger.dk har tidligere anmeldt første bind af Martin Kellermans tragisk-komiske tegneserie Rocky.

Rocky er den evigt pigejagtende fordrukne hund, der huserer i Politikens 2. sektion. Han er oprindelig svensk, men oversætteren har flyttet ham til Vesterbro i København – og tak for det.

Nu er andet bind af hans bedrifter (Øl, f**** og hornmusik) udkommet på dansk, og det går lidt bedre for Rocky. Han har en lejlighed, han tjener (for det meste) gode penge på at tegne tegneserier, men han roder præcis lige så meget rundt som han hele tiden har gjort.

Det er drengerøve, når drengerøve er på spanden og det er hylende morsomt. Læs den før din hamster.

Martin Kellerman: Rocky II – Don’t Call It a Comeback. Forlaget Politisk Revy, 2007, 176 sider.

De fleste af os vil næppe indrømme det, men hvor ofte kommer vi ikke så hurtigt ud ad døren, at det eneste, vi har nået at se i avisen er et par overskrifter og … tegneserien. For “the funnies” er og bliver en meget væsentlig årsag til, at avisen ikke er helt død. Og derfor spiller de daglige striber også en afgørende betydning for, hvilken avisen der kommer ind i postkassen dagligt.

Politikens 2. sektion har i lang tid lagt bagside til Wulffmorgenthalers psykedeliske striber, og der er ingen tvivl om, at de to hjerner der opfandt ninja-flodhesten Dolph stadig er avisstribernes danske mestre. Men lige i nakken af dem – både i overført og avis-bogstavlig forstand – sniger en noget upåagtet svensker sig ind med striben ROCKY.

Martin Kellermanns rå og åbenbart selvbiografiske stribe om Rocky, der i en alder af 25 forsøger at blive voksen, er nemlig både utrolig præcis i sin beskrivelse af tiden og ikke mindst “unge mennesker af i dag” – og så er den urimeligt morsom.

Hver stribe består af de samme fire ruder, og formlen er næsten haiku-agtig stiv. Det er aldrig i form eller udtryk, Rocky overrasker. Det er i sproget. Det er de små underfundige tanker eller udtryk, som gør Rocky både betagende og morsom. Handlingen er ofte ikke-eksisterende, og dermed kommer sproget til at stå helt centralt.

Jeg har læst Rocky hver dag i lang tid, og derfor kom det som noget af en overraskelse, at bagmanden var svensk. For Rocky er dansk. Han bor på Vesterbro, går på Vega og sviner Amin Jensen i et sprog, som er så præcist, at ingen svensker ville kunne gøre det. Og det er da også netop en af Rockys helt store forcer, at oversætteren Nikolaj Scherfig har fået så frie rammer, at han har kunnet tage Rocky til sig og gøre ham til sin egen (eller sig selv?).

Normalt skal man ikke læse 125 sider med avis-striber, men i dette tilfælde får man faktisk en langt bedre oplevelse, når man er med Rocky hele vejen fra han bliver smidt ud af sin lejlighed og bliver dumpet af kæresten på samme dag til han i løbet af et år oplever både håbløse jobs, katastrofale kvinder og ditto fester og ikke mindst hans skæbnesvangre tur til New York.

Der er nogle gode timers underholdning gemt i “ROCKY – The big payback”. Det eneste, man kunne ønske sig, var, at det var i farver. For selvom serien fungerer i sproget, så løfter det uden tvivl læselysten, når man sammenligner med de farvede striber i Politiken.

Men trods de manglende farver, så har denne anmelder allerede bestilt nr. 2, der netop er udkommet på Forlaget Politisk Revy

Martin Kellermann: ““, Forlaget Politisk Revy, København, 2006.