Kategori: 'Noveller'
Chimamanda Ngozi Adichie: Det du har om halsen
Hvis du kun har planer om at læse en enkelt novellesamling i år skal du vælge Det du har om halsen.
Den er fantastisk skrevet og samtidig skriver Chimamanda Ngozi Adichie med en så fin og respektfuld stemme, at det er åbentlyst, hvorfor hun oftest omtales rosende.
Novellerne udspiller sig primært i Nigeria og USA, og forfatteren selv er vokset op i Nigeria, og bor i dag delvist i Nigeria og delvist i USA. Det du har om halsen udkom på engelsk i 2009, men novellerne er skrevet over en længere periode med den første tilbage i 1995. Hun er født i 1977, men skriver med en indsigt i spændet mellem den nigerianske og amerikanske kultur, og det menneskelige sind, som havde hun langt mere livserfaring. Læs mere
Skriv kommentarPOE – Fire makabre hyldester
Det er 200 år siden at en af litteraturens største mestre indenfor Gotisk fiktion blev født og det skal selvfølgelig fejres. Det er selvfølgelig Edgar Allan Poe der skal fejres, og en af måderne han skal fejres på er ved en dansk hyldest til hans forfatterskab. Det er gjort ved at forlaget 2 Feet entertainment har engageret fire danske gyserforfattere, A. M. Vedsø Olesen, Steen Langstrup, Rikke Schubart og Patrick Leis, til at komme med hver deres hyldest til mesteren ved at tage afsæt i en af Poes egne noveller som inspiration. For det første må jeg sige at tage udgangspunkt i en af Poes noveller er både modigt og dumdristigt, for man vil unægteligt blive sammenlignet, målt og vejet, og der er ingen i denne bog der kan hamle op med Edgar Allan Poe. Men det er faktisk heller ikke formålet, da det jo her drejer sig om en hyldest og så vidt er det jo godt nok.
Som nævnt har vi at gøre her med fire historier der hver i sær tager afsæt i en forvejen kendt novelle af Edgar Allan Poe, som en hyldest til manden. Det er for hver af de fire forfattere grebet an på hver sin måde. Der er to af novellerne der skiller sig ud af de fire, den ene fordi den er bedre, den anden fordi den decideret er dårligere og rodet.
Både A. M. Vedsø Olsen og Patrick Leis har begået to ganske gode gysernoveller. Vedsø Olsen har dannet hans historie ”Orkestergraven” over ”Hjertet, der sladrede” og Leis har taget hans ”opløsning” over ”Usher’s Fald”. Leis er især interessant fordi han faktisk bygger videre på den originale ved at lade de originale karakterer, Roderick og Madeline, være en del af historien i noget omskrevet version. Begge historier er medrivende nok og forståelsen, inspirationen og respekten for Edgar Allan Poe kan tydeligt læses.
Det samme kan dog ikke siges om ”Ormekur” af Rikke Schubart. Schubarts inspiration har været ”Berenice” og selvom jeg må erkende at jeg ikke har læst den novelle, så rokker det ikke ved det faktum at ”Ormekur” er en rodet affære uden nogen gennemskuelig mening. Hvor de to førstnævnte forfattere har formået at skabe en aura af Poes storhed, så føles Schubarts hyldest mest af alt som et studentikost forsøg på at skabe mystik.
Det gør Steen Langstrup til gengæld ikke. Som den eneste af de fire forfattere har han formået at gøre hans historie nutidig og i hans ”Metro” formår han at fremhæve den københavnske Metro som et makabert og mystisk moderne gotisk sted, som selv Poe ville kunne finde inspiration i. Langstups inspiration har været ”William Wilson”, en fortælling om en dobbeltgænger og Langstrup gør den både til en hyldest men samtidigt også til en historie der forgår i dag, og det gør ”Metro” til den mest spændende af de fire hyldester.
Samlet er ”POE – Fire makabre hyldester” ikke noget stort værk, men set som en hyldest er samlingen ganske underholdende. Det er ikke på fod med Poes egne værker, men det kan man heller ikke forlange. Med ”POE – Fire makabre hyldester” får du en god omgang uhygge og det er jo det det handler om når vi snakker om Poe.
Vedsø Olesen, Leis, Langstrup og Schubart: POE – Fire makabre hyldester, 2 Feet Entertainment, 112 sider
Skriv kommentarDiverse forfattere: Copenhagen Noir
Copenhagen Noir er en skøn samling af kriminoveller med både spænding, mord, og mørke. Der er ture rundt i København, fra Vanløse over Nørrebro og Indre By til den nye bydel Ørestad. Der er unge kvinder og gamle mænd. Og der er underholdning på langt de fleste sider. Til og med velskrevet underholdning.
Der er et glædeligt gensyn med sygeplejersken Nina fra “Drengen i kufferten” af krimimakkerparret Kaaberbøl og Friis. Der er voldsporno i Nordvest, mord i Ørestaden, og grusomheder på baneterrænnet i Valby. Mere skal der ikke afslørres her. Hvis du er til krimi – og måske ovenikøbet er ret begejstret for København som kulisse, som jeg, er Copenhagen Noir et absolute must.
Der er tale om i alt 14 nyskrevne historier fra nogle af de bedste (krimi)forfattere: Helle Helle, Ben Q Holm, Klaus Rifbjeg, Naja Marie Aidt, Dorph/Pasternak, Gretelise Holm, Susanne Staun, Kaaberbøl/Friss, Jonas T. Bengtsson, Kristina Stoltz, Seyit Öztürk og norske Gunnar Staalesen og svenske Kristian Lundberg. Copenhagen Noir er redigeret af den store krimikender Bo Tao Michaëlis, der i starten af bogen giver en introduktion til begrebet Noir.
Diverse forfattere, Copenhagen Noir, Redigeret af Bo Tao Michaëlis, People´sPress, 250 sider, Marts 2009.
Skriv kommentarDiverse forfattere: Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter
Han tog hende i sine stærke arme. Hun sukkede stille af fryd. Sjældent havde hun følt sig så tryg. Han trak hende ud fra sig, kiggede hende dybt i øjnene og begge forsvandt de sammen ind i kærlighedens univers i et langt og lidenskabeligt kys.
Jeg tør godt indrømme, at jeg faktisk har haft en periode i mit liv, hvor jeg meget gerne ville læse lægeromaner. Jeg smuglæste derfor gerne i min mormors Familiejournalen. Dengang var jeg omkring 10 år.
På et forlag, der ellers er kendt for at udgive studiebøger til de medicinstuderende, er der netop udkommet en samling af lægenoveller. Jeg var ret frisk på at læse disse – måske lidt frække – lægenoveller og sprang straks ombord i samlingen med den noget så specielle titel: “Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter”.
I min begejstring håbede jeg på noveller fyldt med sætninger som den i indledningen til denne anmeldelse. Et ønske om et gensyn med mine ungdomsnoveller. Men måske er den tid forbi. I stedet oplevede jeg en blanding af lidt frække, lidt mærkelige og nogle meget specielle noveller. Forudsætningen for en lægenovelle var ellers til stede – rammen skulle nemlig være et hospital eller et andet typisk lægemiljø og der skulle deltage mindst en læge i novellen. Men bortset fra det, var de fleste af novellerne bare noveller.
Forfatterne bag novellerne dækker et bredt spektrum af danske forfattere, både bestsellerforfattere og undergrundsforfattere: Claus Ankersen, Hanne Richardt Beck, Jens Blendstrup, Lars Frost, Katinka My Jones, Pia Juul, Michael Larsen, Pablo Henrik Llambias, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Ejler Nyhavn, Anne-Marie Vedsø Olesen og Susanne Staun. Hvis du er nysgerrig på projektet kan du følge det på Facebookgruppen “Lægelitt i kort form”.
Diverse forfattere, Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter, Konceptudvikler Jan Frejlev, FADL´s Forlag, 138 sider, 2009.
Skriv kommentarRachel Trezise: æblesmag
En velskrevet novellesamling på 11 utrolige fortællinger om det med at være ung i det barske og fattige minearbejderområde i Rhondda-dalen i Wales.
”Hvis en pind i en plasticpose kunne gøre det til væbnet røveri, så kunne bare det at have en pik også gøre et kys og lidt kluntet gramseri til voldtægt”.
Der bliver bestemt ikke sparet på de kulørte ord, og det er nok netop det der gør novellerne så fine i deres ellers så mørke hverdage med druk, stoffer, sex med ganske unge piger og groft udnyttelse af såkaldte venskaber.
Der er tale om 11 selvstændige fortællinger og det er svært at vide om forfatteren gengiver oplevelser fra sit eget og sine venners liv eller om der er tale om utrolig fantasi. Af hensyn til de involverede i novellerne håber jeg næsten på fantasi, men det er nok en tand for naivt.
Rachel Trezise har tidligere skrevet ”Ned i akvariet og op igen”, som også er anmeldt her på bogblogger med stor ros. Og hvis du kunne lide den bog, vil du også kunne lide denne novellesamling.
Rachel Trezise, æblesmag, Forlaget Aronsen, 2007, Oversat af Morten Visby
Skriv kommentarMartin Amis: Tungt Vand – og andre historier
Jeg fandt Martin Amis’ Tungt Vand til 25 kr. i en udsalgskasse hos min lokale bogpusher på Godthåbsvej. Da jeg var færdig med at læse den, forstod jeg den lave pris. Den er ikke særlig god.
Jeg var ellers i den vildfarelse, at Martin Amis – som sin fader, Kingsley Amis – er en anerkendt forfatter, men jeg må have taget fejl, eller også er jeg bare ikke enig med dem, der anerkender.
Tungt Vand er 9 noveller, der hverken er særlig spændende eller særlig nyskabende. Vi er lidt i rodekassen uden nogen rød tråd i de forskellige noveller, udover at de hælder lidt til det absurde. Novellerne er skrevet med flere års mellemrum og først udgivet i forskellige aviser og tidsskrifter. Samlingen virker lidt tilfældigt sammensat efter det forhåndenværende søms princip.
Den sidste novelle, Det der skete i min ferie, er den eneste, der hæver sig over det middelmådige – de andre er kedelige og forudsigelige eksperimenter med form og sprog. F.eks. en novelle i snakkebagvendtland, hvor homoseksualitet er det almindelige og heteroseksualitet noget folk tager afstand fra og finder lidt frastødende. God ide, kedelig udførelse.
Martin Amis: Tungt Vand – og andre historier. Lindhardt og Ringhof, 212 sider, 1998 (da 2000).
Skriv kommentarIda Jessen: En mand kom til byen
Norge, København, Nordfyn og den fiktive by Hvium ved Limfjorden, som også optræder i Ida Jessens romaner “Den der lyver” og “Det første jeg tænker på”, er det fysiske udgangspunkt for Ida Jessens novellesamling. Og lige som der ikke er meget, der forbinder de forskellige fysiske lokaliteter, så er det også svært umiddelbart at gennemskue den store idéi at udgive de ni noveller under en samlet titel.
Fire af novellerne hænger dog uløseligt sammen. De foregår omkring minkavler-gården Brogård og ægteparret Ragna og Pauli, hvor en bosnisk flygtning pludselig dukker op og bliver ansat på gården – på trods af alkoholiske tendenser.
Ragna og Paulis ægteskab er ulykkeligt, og Enis – som flygtningen hedder – kommer uforvarende til at rode op i ægteskabet og dermed føre de to ud i den tilstand, som er gennemgående for alle personerne i Jessens noveller: Den eksistentielle søgen efter mening i tilværelsen.
Det er jo et klassisk motiv, som ikke er nyt i litteraturen, og spørgsmålet er da også, om Jessen så behandler det på en særlig nyskabende måde?
Til det må man svare, at hun i hvert fald forsøger, og stilistisk er det ganske interessant, hvordan hun ved konsekvent at lade sine personer skjule “noget” under overfladen lader læseren sidde uforstående tilbage. Eksempelvis i “Sig altid farvel i tide“, hvor en kvinde pludselig – og helt uden anledning eller begrundelse – forlader sommerhus og familie en sommeraften og går ud i skoven. Her møder hun andre forvildede mennesker, der af den ene eller anden grund (heller?) ikke kan finde ud af livet. Og novellen slutter – næsten over-symbolsk – med, at kvinden naturligvis ikke kan finde hjem.
Det er første gang, jeg har stiftet bekendtskab med Ida Jessen, og måske skulle jeg være begyndt med “ABC” eller “Det første jeg tænker på”, men “En mand kom til byen” har desværre ikke givet mig synderligt meget blod på tanden. Der hele er lidt trist og kedeligt … og ligegyldigt.
Gyldendal har lagt hele novellen “Husk at sige farvel i tide” ud på nettet til fri læsning. Læs den her.
Skriv kommentar
Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag boganmeldelser direkte i din mailboks
