Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet

Vores dages pirater i Aden-bugten har med sølle joller og raketstyr gjort deres bedste for at ødelægge romantikken omkring pirateri. Men der skal mere end en dosis virkelighed til at ødelægge en god myte – specielt når Johnny Depp senest har udødeliggjort kaptajn Jack Sparrow i Pirates of the Caribbean.

Så der er altid plads til én historie mere fra piraternes guldalder, denne gang skrevet af Michael Crichton som blandt andet har skrevet Jurassic Park. Crichton døde af kræft i 2008, men mellem hans efterladte filer fandtes manuskriptet til Pirate Latitudes. Læs mere

“Russisk roulette i Beirut” er en absolut velskrevet, tempofyldt spændingsroman, der helt bestemt fortjener en plads blandt årets bedste udgivelser. Bogen er skrevet af den libanesiskfødte Rawi Hage, og virker forbløffende realistisk i sin fortælling.

I bogen følger vi den 15-årige Bassam og hans bedste ven George i deres liv og hverdag i den borgerkrigsramte hovedstad. En hovedstad der er delt i øst og vest, og en hovedstad, der dagligt må smage på bomber og blod. Da drengene var små muntrede de sig med at samle patronhylstre og som 15-årige bliver de selv bevæbnede. Trusler, vold og død bliver hverdag, og Bassan drømmer om at flytte til Rom. Og for ham bliver Rom symbolet på frihed og fremtid. For hans ven George er det de noget mørkere sider af personligheden, der dominerer fremtidens valg.

Det er en bog om venskab, tab, stoffer, moralsk forfald og korruption. Men det er også en bog om teenagedrengens spirende interesse for kvinder og om ønsket om mere end et job som løsarbejder på havnen.

“Russisk roulette i Beirut” er Rawi Hages debutbog fra 2006, og jeg vil tro, at den gør et stærkt og positivt indtryk på selv den mest kritiske læser.

Rawi Hage er født i Beirut, Libanon i 1964. Han flyttede til USA i 1982, men er i dag bosat i Canada. Han har både journalistisk – og fotografisk arbejde bag sig. I 2008 udkom bogen “Cockroach”, der indtil videre må læses på engelsk. Rawi Hage vandt den internationale IMPAC-pris for “Russisk roulette i Beirut” i 2008.

Rawi Hage, Russisk roulette i Beirut, HR. FERDINAND, 2009, Ovetsat fra engelsk af Ingeborg Christensen, 264 sider.

Dan Browns bøger handler om at finde skjulte meninger under overfladen, så det er passende at anmelde den seneste Dan Brown bog: ”The lost symbol” i to lag.

På overfladen har vi en kraftfuld hemmelighed, der har eksisteret siden tidernes morgen, en vanvittig og vansiret morder, der vil gøre alt for at få adgang til hemmeligheden og et broderskab, der har svoret at beskytte samme hemmelighed.

Hvor Dan Brown i sine forrige bøger tog udgangspunkt i religion og særligt den katolske kirkes lemfældige omgang med sandheden, er tiden denne gang kommet til grundlæggerne af USA.

For hemmeligheden er nemlig gemt i USA og handlingen udspiller sig derfor over få timer i den amerikanske hovedstad Washington, hvor en dyb hemmelighed efter sigende er gemt. Synlig for de fleste, men med en kodenøgle som blot få indviede vogtere kender. Uvillig og uden den store tiltro til myterne om menneskets store gamle hemmelighed hvirvles symboleksperten professor Robert Langdon ind i jagten på hemmeligheden. Usikker på om han deltager for at afsløre eller beskytte den viden, der efter sigende er gemt et sted i byen. Robert Langdon er kendt fra ”Da Vinci mysteriet” og ”Engle og dæmoner”.

Byen Washington virker bare ikke rigtig som udgangspunkt for en hemmelighed, der strækker sig tilbage til Babylon og Egypten, måske fordi Wahington er en relativ ny by. Og for at gøre ondt værre er bogen amerikansk på den der måde, der får Pearl Harbour til at være en vigtigere begivenhed end D-dagen. Freud, Bohr, H. C. Ørsted og andre europæiske videnskabsfolk ville derfor nok være en smule pikerede over den næsten ensidige fokus på amerikanske opdagelser, som i ”The lost symbol” er grundlaget for vor moderne tid (undtagelsen er Newton, der får lov til at optræde lidt).

Det er overfladen, den som alle kan læse. Men under overfladen, let skjult men dog tilgængeligt for de indviede, har vi en forfatter, der ikke har ændret sin opskrift siden (de mere effektive) forgængere ”Da Vinci mysteriet” og ”Engle og dæmoner”, som kan finde konspirationer i teksten på en pakke havregryn – men som denne gang ikke har formået at hæve sig op over de 12 hyldemeter med konspirationsbaseret spændingslitteratur du finder i enhver velassorteret lufthavnskiosk. Det betyder ikke at ”The lost symbol” er dårlig – den er bare ikke noget særligt.

Krigen mod terror er lidt som et isbjerg: Kun en tiendedel stikker op over overfladen og resten hænger bare på længere nede, hvor der er koldt og mørkt.

Det er den verden, som en ældre privatejet bank, en tyrkisk familie og en dedikeret flygtningeadvokat hvirvles ind i, da en tilsyneladende Tjetjensk og i høj grad illegal immigrant ved navn Issa dukker op i Hamborg. Hans mål er at få adgang til sin millionarv bestående af mafia- og blodpenge.

På sporet af Issa er flere unavngivne efterretningstjenester, hvis mål med Issa alt fra en ny rolle som dobbeltagent til et permanent ophold på Guantanamo. Og John le Carre, som generelt ikke er meget for lykkelige slutninger, lægger heller ikke denne gang fingrene imellem i beskrivelsen af post-9/11 arbejdsmetoderne, når han lader den tyske efterretningsagent spørge den amerikanske repræsentant om præcis hvilken form for retfærdighed, det er de søger. Er det typen med en dommer, en anklager og en forsvarer – eller er det et navnløst hemmeligt fængsel et sted i Østeuropa?

Det er netop styrken ved “A most wanted man”. For følger man bare en smule med i aviserne, kan bogen næsten virke som en opsummering af de løsrevne bidder vi andre har læst os til i virkelige historier om pludselige kidnapninger, hemmelige fangetransporter og udlevering af tilbageholdte mistænkte til torturstater.

Det er med til at gøre “A most wanted man” til en god og uhyggelig aktuel bog.

John le Carre, A most wanted man. Hodder & Stoughton 2008, 418 sider.

Hvis du har fået galloperende allergi over for bøger der indeholder Tempelriddere, ældgamle konspirationer og hemmelige broderskaber så læs ikke videre. Før pilen op i højre hjørne af din browser, luk siden og lev videre i lykkelig uvidenhed om ”Slangens ring”.

Slugte du derimod DaVinci mysteriet og hele den efterfølgende syndflod af konspirationslitteratur så vil du også finde Slangens Ring underholdende.

Ikke fordi bogen bidrager med nyt til genren. Tværtimod så er der en del genbrug med både tempelriddere og den savnomspundne (og måske udødelige) greve af Saint-Germain.

Der er dog ikke helt tale om rutine fra Khoury. For mens tråde tilbage til fortiden aldrig rigtigt foldes ud, så foregår meget af handlingen i Beirut, Irak og Tyrkiet. Og med et kaotisk mellemøsten som baggrund skabes der lidt varians i forhold til så mange andre lignende bøger.

Så kan du lide ideen om skjulte historiske skatte, momentvis action og et plot der ikke nødvendigvis behøver at være belastet af for meget realisme så er Slangens Ring fin underholdning til en aften eller to. Khourys forudgående bog “Den sidste tempelridder” er dog et bedre sted at starte.

Slangens Ring, Raymond Khoury. Cicero 2008. 352 sider.

Et tilsyneladende tilfældigt røveri mod en videobutik. En række modvillige vidner. En række forsvundne anorektiske kvinder. Som viser sig at have gået i gymnasiet sammen. En svensk våbensmugler med spor til Bagdad og Brasillien. Og et karriereskift der er så hemmeligt at ingen kan vide noget om det. Det er de løsrevne glimt fra svenske Arne Dahl seneste krimi om de Stockholmske kriminalfolk i A-gruppen.

Vi er efterhånden nået til bog nummer ti i serien. A-gruppens oprindelige hovedperson har fået nyt job, selve A-gruppens eksistens trues af besparelser og de fleste af gruppens medlemmer trisser rundt i hver deres stadigt mere individuelle verden. Eller det er i det mindste den umiddelbare opfattelse, for med sædvanlig snilde formår Arne Dahl at knytte trådene for hvert enkelt medlem af A-gruppen sammen undervejs og til slut.

Derfor ender den noget fragmenterede krimi Himmeløje også med at blive en basalt spændende bog, hvor vi samtidig får lov til at reflektere lidt over den tiltagende overvågning i samfundet. I den forbindelse skal Arne Dahl i øvrigt have ros for, at kunne skrive troværdigt om sporing af IP-adresser og andre tekniske finesser, som tilhører den moderne verden.

Desværre virker det som om Arne Dahl vil samle de ni hovedpersoner, tre plotlinier og en gigantisk forhistorie i ét og samme værk. Himmeløje virker derfor på undertegnede som en lidt rodet historie fra tid til anden – og ikke som sidste bind i en planlagte ti-bindsserie om A-gruppen. Heldigvis er der på svensk netop udkommet den afsluttede Arne Dahl bog med den svenske titel ”Elva” (dansk: Elleve) som for en sidste gang samler A-gruppen.

Er du nytilkommen til Arne Dahls univers er det dog ikke ved Himmeløje du skal starte. Selv undertegnede, som har fulgt med i de foregående 9 bind, skulle lige grave dybt i hukommelsen, når der flere gange i første halvdel af bogen blev refereret til tidligere begivenheder. Start i stedet med første bind kaldet Misterioso.

Den fremherskende mode anbefaler svenske femikrimier. Men Arne Dahl (pseudonym for svenske Jan Arnald) beviser dog med sin serie om, at det kan gå helt fint uden femi foran en krimi.

Arne Dahl, Himmeløje. 419 sider. Modtryk 2008.

Når man med at skævt smil læser om de, på trods af deres dyre legetøj, amatøragtige amerikanere og deres alt andet end venlige saudiske bonkammerater, så har Jan Guillou helt sikkert opnået hvad han ville med den seneste bog om den svenske superhelt Hamilton.

Mens Hamilton plotter amerikanerne og saudiernes nederlag stifter læseren også bekendtskab med en større omgang legionærer fra fremmedlegionen, en kynisk Vladimir Putin, en palæstinensisk efterretningschef på vej på selvvalgt pension og det svenske sikkerhedspoliti. Sidstnævnte er knapt så amatøragtigt som i tidligere Hamilton-bøger, en rolle som i stedet er overtaget af politikere som er så forelskede i krigen mod terror at retssikkerheden sættes ud af kraft.

Bogens udgangspunkt er at Hamilton, som efter affæren med den palæstinensiske ubåd i Madame Terror, nu bor i Rusland. Men ved hjælp af forskellige juridiske spidsfindigheder får han sin svenske livstidsdom omstødt, vender tilbage til det moderne Sverige og går i gang med at skabe sig en ny og mere fredelig tilværelse.

Medierne, politikerne og ikke mindst sikkerhedspolitiet har imidlertid fået islamiske terrorister på hjernen, og et uskyldigt interview med en af Hamiltons bekendte resulterer i at hendes datter kidnappes af islamiske terrorister. Kender man til de 12 forgående Hamilton-bøger, så ved man, at det er relativt skidt for helbredet at lægge sig ud med Hamiltons omgangskreds – også selvom man er nært allieret med USA.

Mere af plottet skal ikke afsløres her, men er du i forvejen Hamilton-fan og har fulgt med siden første bog (Coq Rouge fra 1986) så er der tale om et glædeligt gensyn. Farten er fortsat høj, kommentarerne til det ofte medløbende politiske system er stadig krasse og når Hamilton og vennerne går i aktion er det præcist og effektivt udført. Ligesom Hamilton har udviklet sig så har bøgerne det dog også. Hvor Hamilton i de første mange bøger gennemførte præcise efterretningsaktioner så foregår ”Men ikke hvis det gælder din datter”, i lighed med forgængere ”Madame Terror”, på et mere globalt plan. Her spiller den svenske supermand virtuost på både medierne, storpolitikere og tyer til god gammeldags voldsanvendelse. Det er der kommet en god historie ud af – forhåbentligt ikke den sidste i Hamilton-serien.

Jan Guillou: Men ikke hvis det gælder din datter. Modtryk 2008. 408 sider. Kan også købes på MP3 (13 timer og 50 minutter).

I serien om Hamilton er der udkommet følgende bøger:
Coq Rouge (1986)
Den demokratiske terrorist (1987)
I nationens interesse (1989)
Dine fjenders fjende (1989)
Den agtværdige morder (1990)
Øje for Øje (1991)
Ingen mands land (1992)
Den tabte sejr (1993)
I Hendes Majestæts tjeneste (1994)
En borger hævet over enhver mistanke (1995)
(Hamlon (1995))
Madame Terror (2006)
Men ikke hvis det gælder din datter (2008)

“Indespærret” som udkommer i dag er Tove Klackenbergs tredje kriminalroman om Svea Lundström Duval. I modsætning til mange af de andre krimier med kvinder i hovedrollen, er Svea hverken journalist eller politikvinde. Hun er derimod forsvarsadvokat, og det gør faktisk bogen anderledes på en positiv og frisk måde.

En ansat på et ungdomshjem for kriminelle findes en dag brutalt myrdet. Omstændighederne er mystiske, og det tyder på at flere er ansvarlige for mordet. Svea får til opgave at være forsvarsadvokat for den ene af de mistænkte unge mænd og bliver dermed hvirvlet ind i noget af et drama.

Svea har nemlig en tendens til at bevæge sig ud over, hvad der forventes af en forsvarsadvokat, og hun gribes af lysten til at finde svaret på hvad der egentlig skete under forbrydelsen. Det betyder også, at arbejdsliv og privatliv pludselig bliver rodet godt sammen, hvilket bestemt ikke er risikofrit, når det er helt unge kriminelle mænd man har med at gøre. Sammenkoblingen af job og privatliv er nok netop det der giver bogen energi. Bogen kræver dog en læsers tålmodighed, da vi skal langt ind i bogen førend den for alvor kommer op i tempo. Men er du tålmodig og kan du affinde dig med lidt kedelige beskrivelser af en retssag, kan jeg garantere, at der længere fremme i bogen venter et hæsblæsende tempo i bedste action-stil.

Jeg kan dog ikke undlade at nævne, at jeg skiftevis bliver irriteret på Svea og på hendes kæreste. Svea opfører sig undertiden ganske urimelig og usympatisk overfor sin kæreste og jeg mener ikke, at hendes graviditet kan bruges som undskyldning. Hendes kæreste derimod lader sig affinde med de utroligste urimeligheder som en anden tøffelhelt. Det er først på allersidste side han træder i karakter og vælger ud fra sine egne synspunkter og følelser. Traditionelt roses en forfatter for at kunne få følelser som glæde eller sorg frem i læseren. Her vil jeg rose forfatteren for at få følelser som indignation og irritation frem, og det er vel også følelser som tæller med, når en læser skal fanges.

Selvom ”Indespærret” er tredje bind i serien, kan den godt læses selvstændigt. Man bliver dog nysgerrig på, hvad Svea har lavet i de andre to bøger, så lur mig om det ikke er et spørgsmål om tid før jeg også har fået læst dem. De er i øvrigt også udkommet på dansk.

Tove Klackenberg, Indespærret, Gyldendal, 2008, oversat fra svensk af Ellen Boen, 280 sider.

På omslaget til denne bog står der: ”One man will uncover the worlds biggest conspiracy”. Alene af den årsag var jeg nødsaget til at erhverve et eksemplar af denne bog skrevet af ”the no. 1 bestselling author”, Robert Harris. Historien er forholdsvis enkelt.

En tidligere britisk premierminister skal have skrevet sin version af historien igennem sine erindringer. Sagen er den, at Mr. Lang, altså vores ven den tidligere premierminister, har fået hjælp til udarbejdelsen af hans tidligere politiske medarbejder. Medarbejderen drukner så desværre med en forfærdenlig stor mængde alkohol i blodet. Trist, men den slags sker jo indimellem.
Forlaget presser på for, at bogen skal skrives færdig ASAP – særligt fordi, at interessen for den tidligere PM hurtigt falder. Derfor hyres en ferm ghostwriter, der optræder som fortælleren hele bogen igennem.

Den del er faktisk ganske spændende. Særligt fordi at ghostwriting bliver behandlet med stor omhu og respekt hele bogen igennem med masser af skægge og interessante oplysninger til følge.

Ghostwriteren takker ja til opgaven og hurtigt er han i gang med, at skriver Mr. Langs erindringer for ham. Igen her er der en del meget skægge afsnit, der har en del mere med ghostwriting at gøre end bogen som sådan. Men Harris skriver knaldgodt, så det er ikke kritisk.

Kritisk er det derimod, at der går ualmindeligt lang tid inden, at denne ”verdens største konspiration” begynder at vise sig. Som læser har man forholdsvis hurtigt på fornemmelsen, hvad det dækker over, men der sker ikke rigtigt noget i den retning, før i sidste halvdel af bogen. Så sker der til gengæld også lidt, men at kalde det verdens største konspiration, er uden tvivl en overdrivelse.

Sideløbende med arbejdet med ex-premierministerens memoirs, bliver han subjekt for en undersøgelse af ICC for krigsforbrydelser. Det er for så vidt ok spændende. Det er dog alt for tykt, hvordan forfatter Harris har skåret premierminister Lang over en ekstrem stereotyp fremstilling af Tony Blair. Ligeledes er det også lige irriterende nok, hvordan Langs hustru er skåret over et mix af Hillary Clinton og Cheerie.

1. maj 1997, da Tony Blair og New Labour satte en stopper for en uendelig årrække af borgerlig dominans i England, var Robert Harris journalist ansat ved en britisk avis. På valgaftenen blev Harris forholdsvis berømt for at stå lige ved siden af Blair, som den eneste da valgresultaterne tikkede ind. Er han lidt bitter med udviklingen ikke måske så meget i forhold til Tony Blair – men måske mere hele den politisk debat og virkelighed?

Men nuvel.

Bogen blev for mit vedkommende læst af to omgange, så spændende er den skam. Vildt er det også, hvordan Harris faktisk formår at give et lidt skræmmende billede af, hvordan mennesker kan opfatte terrorbomber, hvis de ”næsten” bliver en del af dagligdagen.

Ved siden af bogens plot, sætter Harris nogle ok interessante spørgsmål til debat i forhold til ”den globale kamp mod terror” og i en dansk ”H.C Hansen” agtig kontekst, er den faktisk også meget spændende. En uddybning heraf vil afsløre for meget – men omvendt er det heller ikke helt som det lyder…

Forvirret?

Det er en ganske fin lille politisk thriller, Harris har fået stykket sammen.   

Robert HARRIS: The Ghost, 2007, 400 sider

2008 er et godt år, at være fan af Bond, og her taler vi ikke om den parodi som Roger Moore var med til at skabe ud af Ian Flemings bøger, men om den rigtige Bond. James Bond. For engelske Sebation Faulks har fået lov til at digte videre på Ian Flemings univers og James Bond-personen med bogen ”Devil may care”

Her er der ikke så meget engelsk overklasse, hvide smokings og fancy udstyr, men i stedet den arrede krigsveteran med tvivlen om sin egen rolle og visheden om son loyalitet mod ”tjenesten”. Kort sagt meget tættere på den oprindelige figur, sådan som Daniel Craig for nyligt har portrætteret ham.

Sebastion Faulks, som på coveret nævnes som ”writings as Ian Fleming”, har dog begået den fine lille genistreg, at han ikke prøver, at løfte Bond frem til nutiden. I stedet møder vi en udbrændt Bond i et ikke nærmere specificeret årstal, men det er efter lanceringen af VC-10 flyet (1964, tak Google). I en scene oplever vi desuden Bond køre gennem London, men han undrer sig over de mange stenede, uvaskede og langhårede typer der vandrer rundt på gaderne – han skulle bare vide, at det bliver meget værre.

Uagtet at Bond er sendt på ferie af M (som stadig er en mand i 1964) bliver han hurtigt kaldt tilbage på arbejde, da en smågal og megalon vanskabning truer med at ødelægge England. Resten skal ikke afsløres her, men vi oplever Bond på hans første opgave i mellemøsten (Iran under Shahen), hans første rejse i USSR og (sandsynligvis) hans første hold-up på en tankstation. Slutningen er dog lidt forhastet, men det ødelægger ikke det generelle indtryk.

Alt i alt rummer Sebastian Faulks bog alle de forventede elementer af en klassisk Bond: Smukke kvinder, diabolske kvinder, cliffhanger-scener som du ved Bond vil overleve og champagne. Kort sagt: 300 fine sider til sommerferien.

Devil may care, Sebastian Faulks writing as James Bond, 295 sider.