Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet

Jeg har fået Havets Katedral anbefalet fra flere sider, og det forstår jeg ganske simpelt ikke. Havets Katedral er et forsøg på at skrive et catalansk svar på Ken Follets Jordens Søjler, bortset fra at persontegningen er papirtynd og handlingen er utroværdig.

En retskaffen mand må flygte til Barcelona med sin søn, efter at en led adelsmand har voldtaget hans kone og truer ham og sønnen på livet. Der må han gå utrolig meget ondt igennem, før det hele ender godt med hans søn – der naturligvis kommer godt igennem både pest, inkvisition, adelsvælde, kongelige luner og krig.

Læs den kun, hvis du er til bøger, hvor de onde er superonde, de gode både dydige og dygtige og hvor du er ok med, at du skal føle sympati for et incestforhold mellem en mand og hans adoptivdatter. Øv, jeg elsker ellers middelalderen.

Ildefonso Falcones: Havets Katedral. Bazar, 629 sider. 2006, da. 2008.

11. september er på vej ind i litteraturen. Det skal blive interessant en dag at læse 9/11 romaner i kronologisk rækkefølge uafhængig af forfatteren for at se udviklingen i vores syn på den skæbnesvangre dag. Når fremtidens litterater skal i gang med dén øvelse, bør Den faldende mand så afgjort være på læselisten!

En mand overlever mareridet i tårnene. Han dukker op på eks-kærestens dørtrin med en ukendts mappe i hånden. Fysisk er han kommet lettere til skade, men de alvorligste skader sidder naturligvis i sindet.

Hans kone og hans børn bliver også mærket – som amerikanere, og som pårørende til den sårede mand. Børnene står hver dag med en veninde og spejder mod himlen i søgen efter flere fly. Konen er frivillig i en huske-gruppe for demensramte, og hendes mors kæreste har selv (måske?) en fortid som venstreorienteret terrorist i 70′erne. Oveni kommer så den faldende mand – en kunstner, der af ukendte årsager lader sig falde ned fra afsatser med en spinkelt line forskellige steder i byen.

Det er alt sammen mesterligt vævet sammen af Don Delillo. Verdenshistorien møder hverdagshistorien. Det er bestemt en læsværdig bog, der sætter ord på stemningen i tiden efter 11. september – det uforstålige, det storladne og de mange mennesker, hvis liv ændrer bane.

Don Delillo: Den faldende mand. Gyldendal. 239 sider, 2007 (da. 2008)

Tag en ung ukrainer, med hang til USA. Tag hans bedstefar, hans far og en hund. Tilsæt lidt anti-semitisme og en ung, amerikansk jøde, der er på jagt efter historien om hans families skæbne under 2. verdenskrig. Spring i tid og sted, tilsæt elementer af en (halv) brevroman og vær lidt absurd. Bland grundigt med et knivspids genialitet, og du vil alligevel ikke kunne forestille dig Jonathan Sarfan Foers debutroman Alt bliver oplyst.

Alt bliver oplyst er en roman om skyld og medvirken, dengang og nu. Fra 1700-tallets jødiske shtetl over holocaust og frem til nutidens fortrængning af den forfærdelige fortid. Alt bliver rent faktisk oplyst, men ikke alle ønsker oplysning.

Fortælleren, den unge ukrainer, skal sammen med sin bedstefar vise en ung, amerikansk jøde frem til den landsby, hans bedstefar voksede op i før krigen. Han søger kvinden, der hjalp hans bedstefar til at overleve, men krigen udslettede alle spor – selv landsbyen er forsvundet fra kortet. Kun i menneskenes hukommelse lever fortiden videre, fortrængt og forsøgt slettet.

Alt bliver oplyst er ikke bare endnu en holocaustroman, selvom den lever op til genrens forfærdelige beretninger. I det landlige Ukraine er der ingen kz-lejre, kun kold og kynisk udryddelse på stedet. Men romanens genialitet ligger i fortælleren og ikke mindst i de lange linier, der trækkes mange generationer tilbage – og et par generationer frem. Det er anderledes, det er fornyende (på den gode måde) og det er – temaet taget i betragtning – uundgåeligt forfærdeligt.

Det er en fantastisk roman. Læs den.

Jonathan Safran Foer: Alt bliver oplyst. Tiderne skifter, 2002. Oversat til da. 2003 af Jan Hansen. 320 sider.

Byerne på sletten er 3. del af Grænselandstrilogien, og nye læsere kan IKKE stå på her. Trilogien er et samlet hele, hvor 3. del binder de to første, Alle de smukke heste og Over Grænsen sammen.

John Grady, som vi mødte i første del, og Billy fra Over Grænsen, arbejder nu sammen på en ranch i New Mexico. Heste og kvæg er deres liv, og deres fritid bruges på at gå på (luder)bar eller tæmme og tilride heste.

En dag forelsker John Grady sig i en meget ung prostitueret i Mexico, og det er en alvorlig fejltagelse. Pigen er handlet og hendes alfons er ikke til sinds at give slip på hende. Billy forsøger at hjælpe sin ven med at købe hende fri, men atter engang løber de panden mod en mur i et (næsten) lovløst Mexico…

Jeg var meget loren ved anden del af Grænselandstrilogien, men her i tredje del er vi igen på sporet. En mand er en mand af ære, og hvis han vil have en kvinde, gør han alt – det gælder både alfonsen og John Grady, der mødes i et showdown, der godt nok ikke finder sted ved High Noon, men som ligeså godt kunne have gjort det.

Det er ikke opløftende, og McCarthy har ikke mange illusioner på sine heltes vegne. Mand er mands ulv, dengang som nu. Slutningen løber til vore dage – med kun en smule håb…

Samlet set er Grænselandstrilogien en fortællling om sammenbrud – i værdier, i mennesker og i en drøm om det gamle western. Det er barsk læsning, og det er til tider lidt trængt at komme igennem. Men det er også en oplevelse, som man ikke glemmer lige med det samme.

Cormac McCarthy: Byerne på sletten. Gyldendal, 1998 (da. 2000). 314 sider.

Over Grænsen er 2. del af McCarthys grænselandstrilogi, hvor Alle de smukke heste er første bind.

Persongalleriet er skiftet ud, men vi er stadig i grænseområdet mellem USA og Mexico og stadig blandt unge mænd med cowboymentalitet. Billy er 16 år og jager en ulv, der dræber kvæget på hans forældres ranch. Ulve er udryddet nord for grænsen, og han beslutter derfor at tage den tilfangetagede drægtige ulv med syd for grænsen, hvor den kommer fra, for at sætte den fri.

Som hovedpersonen i Alle de smukke heste, opdager Billy hurtigt, at Mexico er noget helt andet, end han havde troet. Mexico viser både det bedste og det værste i menneskene. Billy vender tilbage til USA en del illusioner fattigere, kun for opdage en frygtelig forbrydelse, der gså trækker spor til det Mexico, han lige har forladt.

Sammen med sin bror Boyd må han tilbage til forjættede og frygtede Mexico, hvor wild west-idealerne strækkes så langt, at de ender som outlaws og eftersøgte.

Over Grænsen har nogle af de samme kvaliteter som første bind i trilogien, men også samme irriterende spanske dialog. Alligevel er plottet og personkarakteristikken svagere, og jeg må indrømme, at jeg kedede mig lidt undervejs. Det kan ikke normalt kaldes en anbefaling, men har man mod på grænselandstrilogien og aftenlandsstemning, så kan man ikke undvære Over Grænsen.

Cormac McCarthy: Over Grænsen. Gyldendal, 1994 (da. 1996). 472 sider.

Cormac McCarthy har slået sit navn fast som en af de helt store nulevende amerikanske forfattere, og personligt har jeg været meget begejstret for Vejen (kommer også som film med Viggo Mortensen i hovedrollen) og Ikke et land for gamle mænd (mesterligt filmatiseret af brødrene Coen).

Alle de smukke heste er første del af Grænselandstrilogien, der foregår i det sydvestlige USA og Mexico i årene omkring 2. verdenskrig (om det kan kvalificere den som en nutidswestern som forlaget påstår på bagsiden stiller jeg mig tvivlende overfor!)

John Grady Cole er 16 år og vokset op på en ranch. Hans mor er skuespiller, der har forladt familien, og John Grady stikker af til Mexico sammen med sin ven, Rawlins, fordi ranchen skal afhændes. I Mexico vil de arbejde som cowboys i overensstemmelse med de værdier, de er vokset op med – værdier om kvægavl og hesteopdræt, som er ved at forsvinde i hjemlandet.

På vejen møder de en tredje dreng, Blevins, der får sin hest stjålet af mexikanere. Pludselig opdager drengene, at Mexico og gammeldags værdier slet ikke er romantiske, og de ender med at blive anklaget for hestetyveri. Blevins bliver henrettet uden dom, og de to venner ender i et mexikansk fængsel. Det er bestemt ikke for børn…

Det er et særligt, uddødt miljø, der skildres i Alle de smukke heste. Her er en mand en mand med en riffel og en hest, og en dreng vil gerne være det. Men tiden er blevet en anden, og det attråede Mexico er gået til i korruption og tyveri. Her er ingen retfærdighed – andet end den stærkestes magt… The wild west er stadig vild syd for grænsen.

Alle de smukke heste er har vundet National Book Award, og skildrer barskt og smukt et par drenges møde med virkeligheden. Jeg synes dog ikke, at den på nogen måde lever op til de senere værker i forfatterskabet, men læst for sig selv er det en god oplevelse.

Når man altså ser bort fra de mange spanske passager i bogen, som gør at ikke-spanskkyndige konstant skal slå dialogen op bag i bogen. Det er bestemt autentisk, men også ødelæggende for læseoplevelsen. Det er forfatterens valg – men oversættelsen kunne måske have overvejet at gøre det anderledes på dansk. Det spanske fungerer ikke rigtigt i en dansk kontekst.

Cormac McCarthy: Alle de smukke heste. Gyldendal, 1992 (da. 1993) 326 sider.

Nogle bøger opnår en stor popularitet ved udgivelsen og i årene efter, hvorefter de går lidt i glemmebogen. Ofte fortjent fordi bogen alligevel ikke står distancen. Det første gælder for San MIchale – men bestemt ikke det sidste.

Axel Munthe er en svenskfødt læge, uddannet i Frankrig, der hovedsageligt praktiserede i Paris og Rom i slutningen af 1800-tallet og de første årtier af 1900-tallet. Hans erindringer er en broget samling af oplevelser fra hans lægegerning, hvoraf en del mest er anekdotiske. Det er et spændende indblik i datidens lægevidenskab, herunder ikke mindst neurologien og psykiatrien.

Axel Munthe er med hvor det sker i datidens lægevidenskab. Han er blandt andet med hos den i datiden berømte Charcot på sindssygehospitalet Salpetriere og får status af modelæge som behandler af udenlandske kvinder i Paris med hysteriske lidelser. Men han nøjes ikke med at behandle de rige – han ser også død og lidelser som fattiglæge og ikke mindst som læge ved jordskælv og koleraepidemier i Italien.

Man skal ikke tro, at Munthe sætter sit lys under en skæppe. Han kender sit værd som læge og moraliserer gerne over sine kollegers indtjening.

San Michele er det landsted, Axel Munthe erhverver på Capri – et landsted, der for små 2000 år siden tilhørte kejser Tiberius. Munthes lægelige oplevelser væves således sammen med det tilbagestående øsamfund og de mange arkæologiske fund, Munthe gør på sin ejendom.

Ved siden af hvervet som læge er Munthe en stor dyreven, der kæmper for dyrs rettigheder. Han forsøger f.eks. at redde de mange sangfugle, der hvert år er på træk over Capri, fra de lokale skytter og fælder.

San Michele er utrolig godt fortalt, og man tilgiver gerne forfatteren hans store selvfølelse. Man skiftevs griner og græder og de mange lægehistorier, og priser sig lykkelig over de store fremskridt, der er sket siden dengang. Jeg ved ikke, om San Michele er til at opdrive nogen steder, men den fortjener bestemt at blive læst!

Axel Munthe: San Michele. Steen Hasselbalchs Forlag, 1930. 497 sider.

Jeg opdagede første gang Ian McEwan i den fantastiske Soning. Derefter er jeg begyndt at læse mig igennem hans forfatterskab, kun for at kunne konstatere at Soning er mesterværket. Bevares, han har skrevet andet godt, men på niveau med Soning er det altså ikke.

Dennegang er turen kommet til hans nyeste værk, Ved Chesil Beach. Og det er skam en nydelig lille roman om Edward og Florence, der gifter sig i det herrens år 1962 og ved så lidt om (sex)livet, at det får konsekvenser for resten af deres liv.

Et tidsbillede (omend jeg ikke aner hvor korrekt det er, men det lever da op til fordommene om de sexforskrækkede englændere med stiff upper lip) Vi er før den seksuelle revolution, på et tidspunkt hvor det stadig ikke er “in” at være ung, og hvor unge mennesker gifter sig tidligt for at kunne opnå den attråede voksenstatus.

Edward og Florence har hver deres atypiske baggrund, og beskrivelserne af deres liv frem til den fatale bryllupsnat, hvor erotikken for første gang skal introduceres i deres forhold, er fine og læsværdige. Bogen er ikke så lang, så man kan tilbringe en god eftermiddag blandt usædvanlige mødre, universitetsmiljøet i de tidlige tressere og lidt klassisk musik uden at føle sig snydt.

Havde jeg ikke læst Soning, ville jeg nok have bedømt Ved Checil Beach lidt mildere – omend det nok er usandsynligt, at jeg i så fald ville have givet mig i kast med den… Når nu forfatteren kan skrive, så verdenshistorien og den personlige historie væves sammen til et uforligneligt og ubærligt drama – hvorfor så lade sig nøjes med mindre?

Kom igen, McEwan, jeg ved du kan!

Ian McEwan: Ved Chesil Beach. 2007, da. 2007. Gyldendal, 138 sider.

Jeg har været “solgt” til Cormac McCarthy siden jeg tilfældigvis faldt over No Country for Old Men – i øvrigt fremragende filmatiseret af Coen-brødrene. Og så bliver det bare endnu bedre i hans nyeste roman, Vejen.

Vi er i en post-apokalyptisk fremtid. Himlen er dækket af evige skyer, det er koldt og al vegetation er uddød, sammen med stort set alle dyr og mennesker. En mand og hans søn er på vej sydpå, i håb om at finde overlevelse og varme ved kysten. De vandrer gennem et ødelagt landskab og brændte byer, mens de lever af den dåsemad, de kan finde i forladte huse, udbrændte biler og glemte kældre.

Mand er mands ulv, og deres største frygt er vejens øvrige rejsende: mennesker, der desperate af sult og ødelagt af den unavngivne katastrofes rædsler ikke bare stjæler mad fra hinanden, men også har slået sig på kannibalisme. Det er håbløst, og faderen ved det godt. Alligvel fortsætter de, kæmper for livet så længe de kan.

Det er en misantropi, McCarthy har skrevet. Civilisationen er væk, menneskene værre end i naturtilstanden og menneskehedens undergang er nær. Intet kan gro, så afslutningen på al ting lurer i horisonten.

Det er -i al sin deprimerende vælde – en mesterlig bog. Et frygtindgydende fremtidsscenarie malet fra en dyster palet. Absolut ikke for svage sjæle!

Cormac McCarthy: Vejen. 2006 (da. 2008), Gyldendal. 260 sider.

Hvordan anmelder man en klassiker med to tusind år på bagen? Hvordan anmelder man en nyoversættelse, der er skamrost af avisernes anmeldere, når man ikke har læst de gamle oversættelser?

Tja, det må jo blive ved holdningerne. Og Æneiden ER fed. På den gode, anti-moderne måde.

Æneas er ifølge legenden stamfar til romerne. Han er søn af kærlighedsgudinden Venus, og overelvende fra krigen om Troja, hvor han kæmpede med trojanerne og mistede sin kone Creusa ved byens ødelæggelse. Æneiden er beretningen om hans rejse fra Troja til Italien.

Her er krig og kærlighed, drabelige slag og hed elskov. Handlekraftige kvinder og modige mænd. Altsammen på hexameter.

Otto Sten Due har begået en medrivende oversættelse – men dog ikke mere medrivende end at denne læser flere steder må holde tungen lige i munden. Det kræver indsigt og koncentration at få det fulde udbytte af Vergils værk, også selvom man er godt hjulpet af de fremragende noter.

Spring endelig ikke forordet over, det er en god intro til Vergil og hans tid.

Vergils Æneide. Oversat af Otto Sten Due. Gyldendal, 2007. 382 sider.