Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet

Der er kommet mange bøger om Obama, men jeg har forsøgt at finde de bedste af dem. Jeg har tidligere anmeldt “Vejen til Washington”, som jeg fandt interessant.

“Kometen” fik jeg anbefalet af en journalist fra BBC, som ofte arbejder i Danmark og taler dansk. Bogen er nemlig skrevet af en dansk forfatter, hvilket jeg ellers ville have holdt mig fra.

Men på trods af dette, er bogen faktisk ganske glimrende. Den består i min optik af tre dele. Første del handler om Obamas kampagnestrategi, med interviews fra en række centrale aktører i Obamas kampagne. Det er virkelig god journalistik og går lidt dybere til værks end hvad man normalt kan læse.

Anden del er efter min mening bogens svageste punkt. Den forsøger at sætte Obamas sejr ind i en historisk kontekst, med udgangspunkt i racedebatten i USA. I et par kapitler, forsøger forfatteren at forklare hvordan Obama kunne vinde på trods af hans hudfarve. Jeg synes ikke dette lykkedes og kedede mig igennem et par kapitler.

Den sidste del af bogen er derimod ganske interessant og godt skrevet. Her kigger forfatteren nærmere på Obamas forhold til religion, udenrigspolitik og hans stjernestatus. Det gav mig faktisk en del nye informationer, som ikke tidligere har stået helt klart.

En af bogens største styrker er, at kilderne i bogen er mange af de folk som har stået bag Obama hele vejen. Ikke kun hans kampagnehold, men der er rigtig mange citater og udtalelser fra de professorer og venner fra f.eks. Harvard som Obama ofte stadig er i dialog med.

Alt i alt er bogen klart en af de bedste i rækken af Obama-bøger. Desværre holder den ikke helt fokus, og forfatteren vil omfavne meget mere end han kan nå på 260 sider. Men ok, alternativet var at skrive tre bøger som aldrig ville blive læst.

Kometen og Vejen til Washington er klar de to bedste bøger i rækken af en 6-7 stykker som jeg indtil nu har været i nærkontakt med. Naturligvis kan Obamas to egne bøger også varmt anbefales: Dreams from my Father og Audacity of Hope.

Martin Burcharth, Kometen – Historien om Obamas triumf, Januar 2009, Informationas forlag, 259 sider.

Bøger om journalistik lokker normalt ikke mig til, men denne gang kunne jeg ikke dy mig. Specielt ikke efter at jeg hørte Steffen Kretz på P1 give bogen god kritik.

Bogen vil forklare hvilke rammer vores udenrigskorrespondenter arbejder under, og hvilke resultat det så giver på skærmen eller i avisen.

Joris Luyendijk har været mellemøstkorrespondent i fem år, og kan derfor forklare mange af problemstillingerne som journalist med udgangspunkt i konkrete eksempler og oplevelser.

En af de store paradokser er, at det ofte er redaktionerne hjemme i Europa, der ved mest om situationen rundt om i verden. Korrespondenter opgaver bliver så i mange tilfælde, bare er være tilstede for at præsentere denne viden.

Ligeledes beskriver Joris nogle glimrende og til tider tragikomiske eksempler på setups, som bliver lavet af interesseorganisationer, regeringer m.m. for den omrejsende journalistgruppe kommer forbi. Setups som bliver udlagt i medierne som virkeligheden. En virkelighed, der dog ofte kun varer de 10 minutter journalisterne er til stede.

Bogen er virkelig velskrevet, og fanger fra start til slut. Den giver et både overraskende og til tider ret morsomt billede på arbejdet som journalist på fronten.

Joris Luyendijk, Folk som os, Informations Forlag, 2009, 243 sider.

Newsweek fik under den seneste amerikanske valgkamp lov at følge valgkampen behind-the-scenes. Naturligvis først efter at have skrevet under på, ikke at ville røbe hvad de så før efter valget.

Det er der blevet en særdeles bog og interessant bog ud af. Selvom jeg har fulgt valget i USA ret tæt, har Newsweek alligevel fanget nogle dimensioner, som ikke ret mange andre har skrevet om. Specielt de interne uenigheder mellem forskellige rådgivere i de tre lejre: Obama, Clinton og McCain beskrives ret godt.

Bogen har en tendens til at være bagklog. Den er først skrevet efter at Obama har fået medaljen om halsen, og det kan man godt læse. De er ikke så kritiske overfor Obama, som overfor de to andre. Til gengæld beskriver de nogle af Obamas overvejelser i forbindelse med hans taleskrivning, som jeg fandt meget interessant.

Jeg slugte bogen på meget kort tid, og den er da også utroligt let tilgængelig. Men på trods af det, var bogen faktisk en god oplevelse som gav et blik bag scenen, som jeg ikke altid havde hørt om før.

Evan Thomas og Newsweek: Vejen til Washington, Gyldendal 2009, 227 sider.

Det er et meget ambitiøst bogkoncept, som Niels Krause-Kjær kaster sig ud i. Han vil nemlig i bogen forsøge at beskrive dansk politik i ord og billeder fra de sidste 50-60 år. Det har mange forsøgt før ham, med mere eller mindre held.

Efter at have læst/kigget bogen, må jeg erkende det er lykkedes Niels Krause-Kjær at lave en virkelig flot og velskrevet bog. Den forsøger ikke at være en historiebog, men et flot værk, der med respekt omhandler de centrale politiske figurer i dansk politik.

Bogen kan være lidt svær at læse, da de mange store billeder bremser en hele tiden. Billederne fanger simpelthen ens opmærksomhed, så det er svært at komme videre. Men det er jo blot en luksus. Kan dog anbefale at man bladrer hvert kapitel igennem først og ser på billeder, for derefter at læse teksten. Ellers kan man meget nemt miste tråden når 3-4 sider i træk, har store flotte historiske billeder fra folketinget.

Det er ikke en politisk bog og Niels Krause-Kjær formår også at sætte alle politikere i et lys, som hverken er for kritisk eller for idyllisk. Stor ros for den svære balancegang.

Kapitlerne er ikke kronologisk, systematisk eller partiopdelt. Krause-Kjær beskriver i bogen, i virkeligheden hvordan hverdagen er på Christiansborg. Politikere blander sig imellem hinanden på kryds af aldre og partiskel. Det samme gør bogen og det virker faktisk rigtigt godt.

Bogen er en oplagt gave til alle, der interesserer sig for Christiansborg og det politiske liv. Der er ingen højpandet ideologiske diskussioner, men blot fantastiske billeder af, og flotte hyldesttekster til, mange danske politikere.

Bogen har min varmeste anbefalinger.

Niels Krause-Kjær: “Man har et standpunkt”. Forlaget Thaning & Appel. 218 sider.

To forskere fra Syddansk Universitet, Christian Elmelund-Præstekær og David Nicolas Hopmann, har sat sig for at gøre det, som ingen journalister har tid og kræfter til efter en valgkamp. Nemlig at tænke lidt dybere over nogle af de myter eller paradigmer, som findes i danske valgkampe og politik generelt.

“Det hele er blevet til spin”, “Meningsmålinger er onde” og “Penge afgør valgene” er blot nogen af de teser som forfatterne forsøger at teste.

Halvdelen af deres test er helt fine og legitime, mens andre af dem er mere platte. Dog er alle de opsatte myter, interessante og værd at tænke over. Både som politiker, parti og i særdeleshed som journalist.

De to forfattere finder nogle nye interessante vinkler på gamle diskussioner, og point for det. Dog skinner deres egen holdning til myterne utroligt meget igennem, hvilket man må bære over med. Det gør desværre ikke deres argumentation specielt “objektiv”.

Bogen er en fin lille sag, og så er det jo altid sjovt at se ens bekendte, Kristian Serge og Annemette Marker, blive indkaldt som sandhedsvidner. Det er åbenbart gevinsten ved at tage dele af sit studie på Syddansk Universitet.

Christian Elmelund-Præstekær og David Nicolas Hopmann: Teflon og Bullshit – Ti myter om politik, journalistik og valgkampe. 2008, Syddansk Universitetsforlag. 125 sider.

Erik Bergmann var i 12 måneder chauffør for Danmarks rigeste mand, Mærsk Mc-Kinney Møller. Eriks’ oplevelser og historier har forfatteren, Bo Østlund, samlet i en bog udgivet ganske passende af Ekstra Bladets Forlag.

Bogen er nemlig som at læse Ekstra Bladet eller Se & Hør. Der er masser af god sladder om familien Møller, men langt fra nok til at dække de 266 sider.

Jeg har tidligere læst de to klassiske bøger om Mærsk: “Mærsk” og “Myten Møller”. Men denne nye bog overlapper på ingen måde, da indholdet ikke handler om virksomheden eller erhvervsmanden Mærsk. Den handler om hans privatliv, indenfor de fire ellers fuldstændig ukendte vægge. Om det er interessant, handler nok mere om læseren end om bogen.

Bogen er interessant, hvis man vil kende mere til Mærks’ dagligdag, hans måde at tale til folk, hans humor eller mangel på samme. Den beskriver alle familiens særheder og traditioner.

Selv fandt jeg flere af kapitlerne ganske interessante. Specielt beskrivelserne af Mærsk’ reaktioner i forbindelse med hans brud med Berlingske Tidende og hans “kamp” mod Frank Aaen. Men jeg må erkende, at jeg også slugte sladderen råt og jeg blev flere gange imponeret over hvad rigdom giver af muligheder – egen lufthavnshangar med privatfly, ferieboliger osv.

Bogens største problem er, at den i realiteten kun er 150 sider, men at den skal fylde 266 sider. Det betyder mange gentagelser og ligegyldige informationer om hvordan Hr. Møller vil have klippet hækken, renset hans swimmingpool og meget mere.

“Chauffør for Hr. Møller” er god sladder om det rige meget konservative Danmark. Om den gruppe af danskere, der stadig har tjenestefolk uden ferierettigheder og som stikker deres tjenestefolk 1.000 kr.-sedler når de har været ekstra flittige. Og det er sådan set fin underholdning. Er man til sladder og private historier er bogen fin. Vil man vide mere om Mærsk og firmaet med den syvtakkede stjerne skal man læse en af klassikerne. Alternativt kan man læse “Esplanaden“, som ser på virksomheden med mere kritiske øjne.

Bo Østlund: Chauffør for Hr. Møller. Ekstra Bladets Forlag, 2008. 266 sider.

I anledningen af Poul Nyrup Rasmussens 65 års fødselsdag, har tre af hans tidligere medarbejdere taget initiativ til en bog, hvor en lang række forskellige venner og bekendte bidrager med en hilsen til Poul.

De 23 bidragsyderne har alle vidt forskellige baggrunde, og er af både politisk, kunsterisk og privat karakter. Hver hilsen fylder kun et par sider, hvilket gør bogen meget let og hurtig læselig, men samtidigt når de fleste hilsner at opnå en vis dybde.

Bogen er en rigtig flot gave til en tidligere statsminister. Alle hilsnerne, bidrager med forskellige vinkler på privatpersonen og politikeren, Poul Nyrup.

Specielt vil jeg fremhæve Jacques Delors, Jan Trøjborgs, Martin Thorborgs og Lars Herschends vidt forskellige indlæg. Førstnævnte for en virkelig flot og rosende hilsen, med eksempler på Nyrups europæiske engagement og resultateter. Jan Trøjborgs hilsen giver et glimrende indblik i Poul Nyrup som kollega på Christiansborg. Martin Thorborg beskriver glimrende den positive oplevelse mange kritikere får, når de lærer Poul bedre at kende. Og sidst er Lars Herschends indlæg morsom, da han som ejer af det lokale byggemarked tæt på Nyrups sommerhus i Tisvilde, afslører Nyrup indkøb de sidste mange år.

Bogen kunne sagtens have været mange hundrede sider længere, men det ville ikke nødvendigvis have gjort den bedre. Så en stor ros til Marina Hoffmann, Mette M.S. Rugaard og Trine Hammershøy, der har taget initiativ til og redigeret bogen. Er man interesseret i, at lære Danmarks statsminister i halvfemserne bedre at kende, så er bogen et godt og hurtigt læst værk. Efter at have læst bogen, får jeg lyst til at finde “Staunings Venner” frem igen og genlæse den. Sådan bøger kan noget specielt.

Bidragsyderne er: Bill Clinton, Jacques Delors, Jens Stoltenberg, Jan Juul Christensen, Benny Andersen, Marianne Jelved, Thorkild Simonsen, Michael Kvium, Svend Auken, Pui Ling Lau, Jan Trøjborg, ATS, Georg Metz, Ulf Pilgaard, Morten Thomsen, Reimer Bo Christensen, Martin Thorborg, Gert Nielsen, Flemming Ibsen, Max Bæhring, Peter Ahlfors, lars Herschend, Egon Poulsen, Helle Hansen og illustrationer af Roald Als.

Til Poul med kærlig hilsen, 165 sider, Informations forlag

Mit første møde med Tor Nørretranders blev hans nyeste bog: Civilisationen 2.0. Jeg er meget positivt overrrasket. “Plottet” i denne populærvidenskabelige utopi-agtige debatbog er, at vores civilisation er ved at udvikle sig til en ny version – 2.0. Tor samler en masser teorier om netværkssamfund, videnskab, informationsdeling, sociologi og afprøver det på alt fra Gud, miljødebatten, Google og Wikipedia.

Udover at sætte mange ting i et lidt anderledes og spændende lys, fik jeg faktisk en del ud af hans mere beskrivende afsnit om Internettets udvikling, Googles oprindelse og netværksteori. Bogen svinger mellem at være utroligt let forståelig, ja nærmest basal, til at være en anelse langhåret f.eks. i afsnittet om Niels Bohrs kvantemekanik kontra Tors socialkonstruktivistiske tanker om verden.

Civilisation 2.0 er en god indledning til et stort værk om vores civilisation og dens udvikling, hvor tendenser og myter afprøves og testes. Hvorvidt Tors ideer om vores nye civilisation holder vand, er sådan set ligegyldig. Det er underholdende, lærerigt og for mit vedkommende hurtigt læst, da bogen efter bedste Da Vinci-stil er skrevet i korte kapitler.

Bogen kan varmt anbefales, hvis man vil høre et bud på hvilken betydning Internettet eller web 2.0 får for samfundet og menneskers oplevelse af hinanden.

Tor Nørretranders: Civilisation 2.0. 173 sider, 2007, Thanning & Appel.

“Kammerater” er et forsøg på at opridse de sidste 10 års begivenheder i LO, med fokus på Hans Jensen i formandsrollen.

Jeg kan dog allerede afsløre nu, at bogen er ligegyldig, kedelig og banal. Forfatterne skriver i indledningen at bogen baserer sig på et lang række anonyme interviews, og at de dermed er kommet “om bag tæppet” på udvalgte beslutninger i fagbevægelsen de sidste 11 år. Det passer ikke. Alle vinkler og konklusioner er læst og hørt mange gange før.

En bog som denne bør have et formål. Det har den ikke, udover en overfladisk beskrivelse af samarbejdet mellem LO, Socialdemokraterne(S), skiftende borgerlige regeringer og arbejdsgiverene. Simple historiske gennemgange af storkonflikten i 1998, formandsvalgene i S. Suppleret med en overfladisk opremsning af Hans Jensens liv og karriere i bevægelsen.

Bogen forsøger i visse kapitler at kradse lidt i lakken, ved at skrive lidt om Hans Jensens solokamp(?) imod pamperbegrebet i bevægelsen, overfor hans egne problemer med en tur til Jersey og ansættelsen af hans kone i KAD. Forfatterne tør dog ikke kradse igennem, og afsnittet ender stumt. Ligeledes bliver trepartsforhandlingerne i 2007 beskrevet uden den store indsigt og interessant analyse.

Bogen kunne være skrevet på en uge, blot med adgang til Infomedia (Avisdatabase) og et folkebibliotek. Flere afsnit er nærmest kopieret fra bøger som “I rosens favn” og lign. socialdemokratiske værker. Det er hverken en debatbog, en grundbog eller en biografi. Det er et jubilæumskrift på den kedelige måde, og jeg vil vædde med at den ikke bliver uddelt på LO kongressen der afholdes om en uge.

Den største ros til bogen er, at man har købt Roald Als-tegninger imellem hvert kapitel. Det gør den væsentligt nemmere at komme igennem.

Læs også min anden anmeldelse af bogen på kampagneblog.dk.

Den 11. oktober udkom Jens Christiansens bog: “Hvem vinder valget?” på Gyldendals forlag.

Jens Christiansen (JC) er tidl. formand for DSU og tidl. partisekretær hos Socialdemokraterne. Han blev ansat af Poul Nyrup i 2002, som en del af Nyrups fornyelsesplan for partiet og stoppede brat allerede i 2006.

Bogen hedder “Hvem vinder valget?” hvilket er tilpas bredt til at kunne favne meget. Og meget favner denne bog. Den handler nemlig langt fra kun om hvem der vinder valget. Bogen er efter min bedste vurdering tre forskellige bøger, blandet grundigt sammen til denne ene bog. Først er der erindringsbogen, hvor vi igennem JCs øjne følger formandsopgørerne i Socialdemokratiet og hans egne vurderinger af kampe, nederlag og sejre internt i partiet. Den anden bog kunne have heddet: “How to modernise a party”, om hans erfaringer og tanker omkring indretningen af moderne partier. Den tredje bog kunne så have været håndbogen i valgkampe, og “Hvem vinder valget?” kunne have været en glimrende titel.

Bogen sætter sig et sted mellem de tre stole, og når aldrig helt i dybden med nogle af de tre fokusområder.

Erindringsbogen
Erindringsdelen består mest af alt, af røverhistorier med meget farvede briller og private samtaler med partiformænd og ledende socialdemokrater. JC piller kun lidt i skallen og når aldrig at fortælle mere end hvad de fleste erfarne DSU-aktive godt ved. JC skulle
have ventet med at skrive erindringsbogen til han turde at fortælle os grundigt, hvordan han oplevede situationen som f.eks. Knud Heinesen har gjort det.

How to modernise a Party
Afsnittene om “How to modernise a Party” er faktisk rigtigt interessante. At høre kaliffens egne tanker om hvordan han ville have udviklet partiet, og hvilke hindringer han fandt på vejen er lærerigt. Han skriver både om de store demokratiske udfordringer man har, når man laver et effektivt og professionelt partikontor; men også underlige selvrosende konkrete kapitler om IT-systemer, design og nye logoer. Så interessante afsnit, som jeg dog ikke tror har en ret bred læserskare.

Hvem vinder valget?
Den sidste af mine tre påstående bøger er formodentligt den som flest læsere vil finde interessant. Nemlig valgkampsdelen. Den består igen af tre små dele. Første del er gode værktøjer til kandidater/partier om hvordan man driver en kampagne og udvikler gode budskaber. Anden del er erfaringer fra de valgkampe, som JC var ansvarlig for – EP 04, FT 05 og KV 05. Den tredje og også den mest omdiskuterede del i bogen er hans analyse af vælgersituationen i Danmark, samt hans gode råd til Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt.

Hans analysedel syntes jeg faktisk er glimrende, hvilket nok også i høj grad skyldtes den tidl. ansatte, Kenneth Thues kæmpe bidrag som værende hele den socialdemokratiske analyseafdeling i flere år under JC. JC anbefalinger er dog ret mærkværdige.

Traditionelt set har Nyrupfløjen, hvor JC må formodes at have været engang, ment at kampen står på midten af dansk politik, og at det handler om at presse Venstre væk fra Socialdemokraternes sande plads. Nemlig der hvor flertallet af de danske vælgere befinder sig. JC vælger efter min vurdering i denne bog at fravige dette princip, og argumentere for en klassisk ventreorienteret strategi. Nemlig at midtervælgerne nok skal følge med mod venstre, hvis blot Socialdemokraterne markerer sig som et centrum-venstre alternativ, med tryk på venstre.

Bjarne – en blå socialdemokrat
JC opfinder en fiktiv vælger, Bjarne, som repræsentere disse midtervælgere. Bjarne stemte på Nyrup i 90′erne og nu stemmer han på Fogh. Bjarne er ikke dum, og falder derfor ikke for tom spin og kamp om midtervælgerne. Bjarne vurderer fra gang til gang, hvilke partier der er troværdige og som kan løse hans og samfundets problemer. Jvf. JC bliver Bjarne forvirret når de store partier skifter holdeplads, og hvis ikke Venstre er blå og Socialdemokraterne er røde, mister Bjarne tilliden til dem. Derfor skal Socialdemokraterne ikke satse så hårdt på Bjarne (skat og udlændinge), men istedet på deres trofaste og loyale vælgere (Miljø-, social- og ulighedspolitik). Dermed finder Bjarne Socialdemokraterne troværdige og vil næste gang stemme på Helle.

Dette har givet en del debat, da JC jo konkluderer at partiet idag bruger alt for mange kræfter på spin, skat og midtervælgere, istedet for at satse på mange flere nichepolitikområder. En debat som har været pinlig, da alle parter er helt enige i denne sag. Helle Thorning-Schmidt SATSER STORT på velfærd, ulighed og den sociale dagsorden. Det er derfor hun har valgt at sluge store borgerlige politikområder, såsom skat og udlændingepolitik. Men lad nu det ligge. Det handler nok også mest om intern bitterhed, over at JC ikke levede op til alles alt for store forventninger.

Bogen er alt i alt en meget rodet bolchebutik, som jeg alligevel er utrolig glad for at have stående i mit baghovedet og på bogreolen. Er man, som jeg, meget interesseret i partiorganisering, vælgeradfærd, valgkampe og udvikling af de danske partisystem er bogen selvfølgelig et must. Man får indsigt i ting, som Venstre desværre aldrig ville fortælle åbent om.

JCs eget spin-off
At JC så har valgt at lancerer hans bog ved at gå i pressen med en hård kritik af S-ledelsen er vist efterhånden en klassiker, hvis noget så ikke-sexet som en parti- og valgkampshåndbog skal sælges i stor oplag. Men om det giver ham kunder i hans kommunikations og “spin-butik” ved jeg ikke.

Udover denne korte anmeldelse af bogens hovedtræk, har jeg fundet nogle interessante afsnit for min kampagneblog. Derfor vil jeg uddybe et par kapitler fra bogen og lave et par indlæg i den nærmeste fremtid som opfølger på dens udgivelse. Det sker meget sjældent at der udkommer valgkampsbøgerpå dansk, så det koger jeg noget forhåbentligt godt suppe på.

De 228 sider blandede blocher kan købes til en vejl. pris af 249 kr.