Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet

Mangemilliardæren Jansen har skabt sig sin formue på våbenhandel – af den helt rigtige lovlige slags. Imidlertid har han også set ind i fremtiden (baby)– and it’s murder. Alting var så meget mere sikkert og forudsigeligt, da verdens sikkerhedsproblemer ikke omhandlede terror banditter med Bin Laden i spidsen.

Missionen for Jansen bliver den ydmyge og simple at genskabe en naturlig balance i verden, hvor stormagterne fokuserer på at holde hinanden skak. Det er selvsagt ikke helt simpelt, hvorfor Jansen allierer sig med et ”perception management” firma – der som navnet antyder arbejder med at skabe en ”virkelighed”, der passer til ens egne ønsker.

I første omgang handler det om at få Verden til at tro på, at russerne har fundet frem til gamle hede drømme om verdensdominans. Med et enormt apparat bliver denne mission sat i værk, der er ganske underholdende at følge som læser. Baldacci har fået læst lidt op på, hvilke muligheder moderne informationsteknologier giver – og samtidig problemer den globale 24/7 nyhedscyklus har.

Sideløbende med denne udvikling følger vi journalisten Katie James. Hendes karriere er for alvor på vej ned af bakken  -trods tidligere Pulitzer priser – i takt med, at hendes alkoholforbrug er steget. Det er klart, at hun – sammen med bogens mystiske mandlige hovedperson – bliver involveret først på den ene måde – og senere på en anden i Jansens globale forsøg på at bedrage verden.

Bogen her kan næppe betegnes som værende stor litteratur. Til gengæld er den ganske underholdende, og kaster uden tvivl samtidig et par spørgsmål på banen. Som læser bliver man i høj grad konfronteret med spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at lave så gigantiske bedrag – eller om det i virkeligheden er noget pjat. Det er noget pjat på den måde, at selvom bogen forsøger at være meget teknisk, så letter den del af historien aldrig helt.

Anonyme blogs bliver eksempelvis igen og igen brugt som det mest dagsordenssættende medie – hvilket vidst ikke helt holder vand. Spændende er det dog at følge, hvordan viral markedsføring kan eksponeres over hele kloden – og vævet sammen med noget ”six degrees of separation” snak, er det også læseværdigt.

På trods af at det har været tydeligt, hvordan lande og grupperinger i stigende grad benytter sig af PR selskaber (eksempelvis senest i forhold til den russiske/tjetjenske konflikt ’08), så er der stadigvæk et pænt stykke vej til scenarierne i Beldaccis roman.  
 
David BALDACCI: The whole truth, 406 sider, Grand Central Publishing

Tyrkisk litteratur har (desværre) ikke stået øverst på min prioriteringsliste igennem årene. Ikke at der har været tale om et bevidst fravalg, jeg har blot ikke stødt på noget rigtigt interessant. That is, indtil jeg stødte på Orhan Pamuks ’Sne’.

Historien er ikke helt nem af ridse op. Men det handler (blandt andet om) en digter, Ka, der rejser til en fattig by i Anatolien, Kars.

Under dække af at ville skrive om de kommende lokalvalg, har Ka i stedet et ønske om at finde ud af, hvorfor en række unge kvinder, der ikke må bære tørklæde, har begået selvmord. Han vil for øvrigt heller ikke have noget imod at gense en ungdomskærlighed, der aldrig rigtigt har forladt digterens tanker.

Kars bliver imidlertid totalt afskåret fra omverdenen i et voldsomt snevejr, og så bliver der ellers lukket op for posen af begivenheder i Pamuks roman. Ka mødes med kurdiske separatister, tyrkiske nationalister, islamiske fundamentalister og pludseligt befinder han sig i midten af en lille revolution midt i Kars. På trods af en meget lille lyst til at skulle spille nogen rolle i den heksekedel Kars udvikler sig til, er han pludseligt mennesket, der som budbringer forsøger at bringe de stridende parter blot nogenlunde på talefod.

Det er nu ikke udelukkende af idealistiske årsager, men mest af alt et forsøg på at få konflikten overstået, så ungdomskærligheden Ipkek kan inviteres med tilbage til Europa. Det går næppe som nogen har tænkt sig, hvorfor bogen også er skrevet med en fortæller, der til sidst indtræder i bogen for at samle op på (de mange) løse ender.

Det er en stærk politisk bog, Pamuk har skrevet. Den giver en imponerende skildring af mennesker og holdninger, som vi måske særligt i Vesten sjældent konfronteres med nuancerede billeder af. Det sekulære udgangspunkt for Pamuks hovedperson udfordres virkeligt i løbet af bogen og de små bihistorier – blandt andet om de såkaldte ’tørklædepiger’ – bidrager til en meget stor fortælling.

Skrivestilen er meget speciel med lange snørklede sætninger og ordstillinger. Men det gør nu ikke noget – tværtimod er det med til at understøtte den film, der foregår bag læserens øjne om mødet mellem det moderne og traditionelle.

Bogen er velskrevet, underholdende, spændende og absolut tankevækkende og det er bestemt ikke – set med denne læsers langtfra fagkyndige øjne – unfair at denne bog modtog Nobels Litteraturpris i 2006.

Læs eventuelt anmeldelsen af Pamuks ‘Mit navn er rød’

Orhan PAMUK: Sne, Lindhardt og Ringhof, 2006 , 492 sider

Karin Sommer er Gretelise Holms hovedperson i krimien “Nedtælling til mord”. Sommer er journalist på Sjællandsposten, og er ikke mange måneder fra at kunne trække sig tilbage og nyde pensionist tilværelsen. Før det sker er der et par enkelte småhistorier, redaktionens ledelse sender hende afsted på.

Herunder en tur til Baltikum der bliver et startskud til Sommers senere indblanding i en masse rod.

En masse rod rummer i Gretelise Holms krimiunivers over: et attentat på en siddende dansk minister, kvindehandel, yderligere mord, organiseret kriminalitet plus det løse. Der er fuld skrald på den her historie.

Og det er klart bogens force. På trods af at bogens hovedperson er i den pensionsmodne alder (og hendes kæreste forøvrigt er 75), så bliver der ikke lettet meget fra speederen. Heldigvis.

Personskildringerne er overraskende gode det meste af tiden. Historien er også ganske fin. Det er dog lidt skægt, hvordan Gretelise Holm ikke lægger fingre imellem, når hun beskriver den danske regering i bogen. En statsminister der lever næsten asketisk og er overkontrolleret fx. Eller en spindoctor der har store problemer med sin repræsentationskonto – eller en topminister der snyder med sin folkeregisteradresse osv. Does it ring a bell?

Den “faste og fair” udlændingepolitik får også et lille rap over fingrene. Det gør mig nu ikke noget, men det er lidt synd, fordi det virker som om, at forfatter Holm er meget opsat på netop denne dimension.

Det bevirker en bihistorie, der vitterligt ikke har meget med sagens kerne at gøre. Det havde måske været mere oplagt at inddrage en manglende indsats mod trafficing i forhold til krimiens plot.

Men ok: bogen er velskrevet og spændingen holdes til sidste side.
 
Gretelise HOLM, 293 sider, Aschehoug, 2007 

Hvis man har en opfattelse af, at the Central Intelligence Agency på trods af fejl og ulykkelige beslutninger alligevel har haft rimeligt styr på verdenssituationen siden oprettelsen efter Anden Verdenskrig, bør man læse Tim Weiners bog. Ønsker man ikke at rokke ved den opfattelse, bør man holde sig langt væk.

Bogen er skrevet af journalisten og Pulitzer prisvinder Tim Weiner, der i 20 har dækket CIA for New York Times. Som den første har han fået adgang til akter i CIA’s historie, præsident Clinton afklassificerede i ’90′erne. Derudover har han haft held med at interviewe en lang række helt centrale skikkelser for CIA. 

Der er altså tale om en enestående gennemgang af det amerikanske efterretningsvæsen.

Og det er bestemt ikke småting, Weiner graver frem.

For det første gennemgår han centrale aktioner, programmer og aktiviteter siden oprettelsen af CIA. Flere deriblandt er kendte mens offentligheden ikke har haft fuldt kendskab til andre. Derudover er bogen en fantastisk spændende historie om, hvordan en organisation udvikler sig, bestræber sig på at have adgang til Det Hvide Hus og ikke mindst det svære forhold mellem en hemmelig efterretningstjeneste og behovet for parlamentarisk kontrol.

Man skal være ualmindeligt velbevandret ud i amerikansk udenrigspolitik i almindelighed og CIA’s rolle i særdeleshed for ikke at blive overrasket af den her bog.

En ting er at USA tidligere ydede støtte til forskellige tvivlsomme juntaer og regimer i Latinamerika. Langt mere overraskende er det, hvor fuldstændigt håbløse disse programmer blev udvalgt, håndteret og evalueret. I mange (virkelig mange) tilfælde fremstår CIA ganske enkelt, som en flok skydegale lallende men dog velhavende amatører.

Et andet forhold der chokerer en hel del, er indsatsen i forhold til hovedfjenden frem til 1989: Sovjetunionen.

USA havde på ingen måde et overtag i forhold til efterretninger før den teknologiske udvikling gjorde det muligt at overvåge Sovjet ovenfra. Tværtimod var CIA KGB underlegne i spørgsmålet om ‘personlige efterretninger’ altså spionage.    

Pinligt underlegne faktisk. Weiner beskriver, hvordan CIA i slutningen af 40′erne og i starten af det efterfølgende årti kastede tusindvis af østeuropæere ned bag ‘Jerntæppet’, blandt andet i Albanien, og hvordan de alle blev fanget og henrettet af østmagterne med CIA’s vidende.

Der er talrige af sådanne eksempler på, hvordan så godt som hele indsatsen mod Sovjetunionen var ufrugtbar. Et andet sted beskrives hvordan den engelske og amerikanske efterretningsvæsen borede en tunnel under Berlinmuren for at aflytte kommunikationen på den anden side.

Den daværende chef for DDR’s efterretningsvæsen Markus Wolf har i sine erindringer, ‘Manden uden ansigt’, beskrevet samme aktion. Samtidig dokumenterer Wolf, at Kreml hele tiden kendte til aflytningen modsat østtyskerne, og havde forsynet briterne og amerikanerne med falske oplysninger.

Samme konklusion når CIA år senere efter at have baseret størstedelen af deres Kreml analyse på netop den tunnel i Berlin…

Mens KGB tilsyneladende har oftest fuldstændig har styr på det med spionagen, famler CIA som oftest i blinde. Spændende men samtidig skræmmende læsning.

Skræmmende er også uddybningen af CIA’s rolle ift. Mellemøsten og resten af den Arabiske verden. At der blev postet usædvanligt mange penge i 80′ernes Saddam Hussein, 70′ernes Bin Laden og andre mere end tvivlsomme personager er efterhånden velkendt. Mindre kendte er enkelte af de advarsler, udsendte CIA medarbejdere kommer med allerede lang tid før, at det for alvor går ned af bakke. Igen spændende – men også ligeledes rystende.

Udover alt det ovenstående behandles også Nicaragua, Haiti, Vietnam, Korea, Kina, Pakistan, Peru, Chile, Italien, Grækenland, Cuba osv osv. Alle de historier man kender, og en del man aldrig har hørt om, set som CIA så dem.

Dette er ingen fyldestgørende anmeldelse, og den gør ikke forfatterens enorme arbejde ære (skulle han bekymre sig for det).

Men læs bogen hvis den her slags interesserer dig. I sin kategori er den uovertruffen.  

Læs eventuelt Bent Blüdnikows interview med forfatteren i Berlingske her

Tim WEINER: CIA – fra den kolde krig til terror, 500 sider, Lindhardt & Ringhof, på dansk i 2008

Det går voldsomt godt derudaf for bogens hovedperson, Jeff Delvecchio. Som succesfuld forsvarsadvokat i Californien lever han – om nogen – livet i den såkaldte overhalingsbane. Selv klienter af hans der virker særdeles skyldige i forbrydelser som kidnapning, pædofili, voldtægt, mord, flere mord lykkes det Delvecchio at få frikendt.

Vi møder ham første gang i bogen, da det netop er lykkedes ham at overbevise endnu en jury om, at der er ”reasonable doubt” i forbindelse med sin klients skyld og får ham selvfølgelig frikendt.

Det er nummer 19 i rækken af ”skyldige” mordere, børnemishandlere og voldtægtsmænd, der under Delvecchios vinger frikendes. Det er måske ikke så unaturligt, at på trods af den unge advokats stjernestatus i firmaet han er ansat i, har han ikke så få fjender. Det være si g internt i advokatfirmaet, blandt anklagemyndigheden, ofre for de misgerninger de anklagede har udført og stemmer fra fortiden.

Imens begynder Delvecchios frikendte klienter en efter en at blive ofre selv for voldsomme hævnaktioner. Aktionerne udføres og beskrives i bogen ikke mindst på en fantastisk udspekuleret måde og i et forrygende tempo begynder Delvecchio at gå i mental opløsning.

Skildringen af hovedpersonens mentale helbred, der bestemt ikke har det godt. Men det sker på en imponerende stilsikker facon, der lader læserens glide mod måden Bret Easton Ellis indimellem fangede hovedpersonerne i ”American Pschycho” på.

Det er overdrevet, intimiderende, udfordrende og altså også super fedt, når Qvortrup udstiller Delvecchios stofmisbrug og syge tanker til et soundtrack af weltsmertz fra Depeche Mode og Morrissey.

I sin anmeldelse af bogen skrev Frits Andersen i Weekendavisen, at bogen er ”skrevet med et suverænt sikkert greb om genren…”, hvilket jeg fuldt ud kan tilslutte mig. Qvortrup har så mange referencer til forhold udenfor bogen, der gør den endnu mere læseværdig.

Det er også meget skægt, at Qvortrup tilsyneladende også har en ting med den fantastiske TV drama serie ”The West Wing”. Der er et par referencer til serien foruden følgende citat: ”[…] Det er sådan noget, jeg godt kan lide og i selve situationen er det noget, jeg lægger mærke til. Jeg kan godt lide små ting […] følelsen af et godt whiskyglas mellem fingrene, tykt, tung bund, lyden af isterningen, der bliver sluppet fra den helt rigtige højde”.

Qvortrup krediterer ikke nogen, men er der ikke noget med, at Mr. McGarry har talt om noget ret så tilsvarende på et tidspunkt?

Bogen er virkelig – hvis man kan tåle groft sprog, perverse skildringer og et til tider voldsomt indblik ind i den menneskelige psyke – et godt bud på en hurtigt læst lille bog.

(Hvis man har lyst til at læse en anmeldelse, der på ingen måde er nær så glad for bogen som denne læser, kan man se med her )
 
Thomas QVORTUP: Delvecchios dom, 301 sider, Gyldendal, 2005

Da jeg i starten af august havde fornøjelsen af at høre Allan Olsen live sidst var det til Dragør Musikfestival. Præcis den type arrangementer, betegnede Allan Olsen i løbet af koncerten som “Rema 1000 koncerter”. Ved samme koncert råber en nu nok halvberuset mandlig koncertgænger pludseligt: “Du spiller skidegodt!” – hvortil A.O. svarer: ” Tak skal du have, det er dejligt at få at vide fra en som tydeligvis har forstand på musik”. 

Der kom et par yderligere stikpiller til publikum, som kvitterede ved koncertens afslutning med et stående bifald…. 

Han er bestemt ikke nogen Hr. hvem som helst, musikeren og sangskriveren Allan Olsen. Og på trods af en – vil nogen måske påstå – sen start på decideret pladeindspilninger, så har trombadouren fra Frederikshavn hængt ved og været en central skikkelse i det danske musiske miljø igennem mange år.

Bogen om Allan Olsen er skrevet af Troels Frøkjær, der har fået mulighed for at være tæt på Olsen igennem den tid, hvor bogen blev til. Frøkjær debuterede som forfatter med denne bog og er oprindeligt uddannet musiklærer.

Hvis man på ingen måde fanges en lille smule af Allan Olsens univers, så skal man selvsagt ikke læse denne bog. Men er man – som denne signatur – uforbedrelig fan, så er der indimellem noget at komme efter. Specielt den meget lange vej i starten af A.O’s karriere er rigtig spændende – men ellers er det blot skægt at læse om turneer med Daltons, der går amok, og generelt livet som musiker i Danmark.

Hvis man interesserer sig for Allan Olsen og blot har læst en lille smule tidligere – så er der desværre en hel del gengivelser – specielt på anekdotefronten.   
 
Med fordel kunne bogen have været rettet igennem et par gange mere. Der er lidt for ofte sætninger, der strander – bliver gentaget lige efter hinanden med videre. Det er dog næppe fair at være efter Troels Frøkjær for den del – men der kunne nu godt være strammet noget op i redigeringsarbejdet.

Frøkjær har også et i mine øjnene mærkværdigt system, hvor A.O’s plader bedømmes med terningekast. Forfatteren forsøger at forklare i starten hvorfor – men jeg fattede det aldrig. Det virker bare mærkeligt.

Allan Olsen er ikke helt som andre danske sangskrivere og musikere. Og heldigvis for det. Det billede tegner bogen fint – og man smiler gennem næsten hele bogen. Særligt også fordi, at billederne i bogen er mange og gode. 

Troels Frøkjær holder sig også fint i baggrunden – som oftest – og lader bogen handle om Allan selv – og ikke hvordan man som fan opfatter ham (en distinktion, jeg ikke selv havde været i stand til at lave). Et enkelt sted går det dog helt galt, hvor A.O får en ordentlig lussing på grund af fremstillingen af Kongehuset i sangen “Statsministerens undergrund”. Men det i sig selv er faktisk også rigtigt skægt.

Hvis du ikke er hoppet på vognen endnu – er her en stærk opfordring til at starte bekendtskabet med CD’en “Rygter fra randområderne”, der sandsynligvis er den bedste danske live udgivelse ever.

Troels FRØKJÆR: ”Bogen Om Allan Olsen”. Husets Forlag. 248 sider,

The NEW YORK TIMES bestselling author står der udenpå den her. Der står også følgende hilsen fra Dan Brown: “Nelson DeMille is a true master” -så ok, hvorfor ikke. DeMille har ligeledes skrevet “Generalens datter” så igen – hvorfor ikke..

Historien er sådan set vild nok. Custer Hill Club er en klub, hvis medlemmer er blandt USAs absolut mest indflydelsesrige business leaders, militær folk og regeringsembedsmænd. Her går snakken frem og tilbage om alt muligt, som den slags kredse nu snakker om. Et af de helt store emner er (naturligvis) 11. september – og ikke mindst, hvad man kan gøre for at gøre verden til et bedre sted/hævne sig.

En dag dør en af regeringens anti-terorist agenter meget tæt ved klubben. Det bliver så bogens hovedperson, detective John Corey, samt sammes kone, FBI agent Kate Mayfields, opgave at finde ud af, hvad der er foregået. Og så starter festen ellers.

Der er smæk på hele vejen igennem – og DeMille beskrivelser er maleriske og oftest skægge. Indimellem får den måske lige rigeligt i forhold til, hvor fantastisk en mand, vores helt er. Der er specielt et par episoder, der kunne være sakset ud af elendige lægeromaner. Men springer man let henover dem, får man sig en bog, der dybest set er Jack Bauer på speed med konspirationer, atomare våben og et overraskende fedt plot.

Hvis ovenstående absolut ikke siger en noget, så skal man klart afholde sig fra denne bog.

Nelson DeMILLE: Wild Fire, 710 sider, 2006

På omslaget til denne bog står der: ”One man will uncover the worlds biggest conspiracy”. Alene af den årsag var jeg nødsaget til at erhverve et eksemplar af denne bog skrevet af ”the no. 1 bestselling author”, Robert Harris. Historien er forholdsvis enkelt.

En tidligere britisk premierminister skal have skrevet sin version af historien igennem sine erindringer. Sagen er den, at Mr. Lang, altså vores ven den tidligere premierminister, har fået hjælp til udarbejdelsen af hans tidligere politiske medarbejder. Medarbejderen drukner så desværre med en forfærdenlig stor mængde alkohol i blodet. Trist, men den slags sker jo indimellem.
Forlaget presser på for, at bogen skal skrives færdig ASAP – særligt fordi, at interessen for den tidligere PM hurtigt falder. Derfor hyres en ferm ghostwriter, der optræder som fortælleren hele bogen igennem.

Den del er faktisk ganske spændende. Særligt fordi at ghostwriting bliver behandlet med stor omhu og respekt hele bogen igennem med masser af skægge og interessante oplysninger til følge.

Ghostwriteren takker ja til opgaven og hurtigt er han i gang med, at skriver Mr. Langs erindringer for ham. Igen her er der en del meget skægge afsnit, der har en del mere med ghostwriting at gøre end bogen som sådan. Men Harris skriver knaldgodt, så det er ikke kritisk.

Kritisk er det derimod, at der går ualmindeligt lang tid inden, at denne ”verdens største konspiration” begynder at vise sig. Som læser har man forholdsvis hurtigt på fornemmelsen, hvad det dækker over, men der sker ikke rigtigt noget i den retning, før i sidste halvdel af bogen. Så sker der til gengæld også lidt, men at kalde det verdens største konspiration, er uden tvivl en overdrivelse.

Sideløbende med arbejdet med ex-premierministerens memoirs, bliver han subjekt for en undersøgelse af ICC for krigsforbrydelser. Det er for så vidt ok spændende. Det er dog alt for tykt, hvordan forfatter Harris har skåret premierminister Lang over en ekstrem stereotyp fremstilling af Tony Blair. Ligeledes er det også lige irriterende nok, hvordan Langs hustru er skåret over et mix af Hillary Clinton og Cheerie.

1. maj 1997, da Tony Blair og New Labour satte en stopper for en uendelig årrække af borgerlig dominans i England, var Robert Harris journalist ansat ved en britisk avis. På valgaftenen blev Harris forholdsvis berømt for at stå lige ved siden af Blair, som den eneste da valgresultaterne tikkede ind. Er han lidt bitter med udviklingen ikke måske så meget i forhold til Tony Blair – men måske mere hele den politisk debat og virkelighed?

Men nuvel.

Bogen blev for mit vedkommende læst af to omgange, så spændende er den skam. Vildt er det også, hvordan Harris faktisk formår at give et lidt skræmmende billede af, hvordan mennesker kan opfatte terrorbomber, hvis de ”næsten” bliver en del af dagligdagen.

Ved siden af bogens plot, sætter Harris nogle ok interessante spørgsmål til debat i forhold til ”den globale kamp mod terror” og i en dansk ”H.C Hansen” agtig kontekst, er den faktisk også meget spændende. En uddybning heraf vil afsløre for meget – men omvendt er det heller ikke helt som det lyder…

Forvirret?

Det er en ganske fin lille politisk thriller, Harris har fået stykket sammen.   

Robert HARRIS: The Ghost, 2007, 400 sider

Det er en hård bog den norske journalist Åsne Seierstad forfattede sidste år. ”Englen i Groznyj” er på ingen måde en bog, der kan placeres i en ”feel good” kategori. Til gengæld er det endnu et værk fra hendes side, der griber en på en måde, det er ganske få forfattere muligt.

På russisk hedder Ivan den Grusomme Ivan Grozny, og den tjetjenske hovedstad er altså fra starten af en lille smule bagud på point. Seirstad seneste skriverier tager udgangspunkt i, hvordan hun som journalist forklædt som en tjetjensk kvinde ankom til landet uden at have nogen videre ide om, hvad hun skulle stille op.

Hun får i første omgang ophold på et børnehjem i Groznyj, hvor hun møder ”Englen i Groznyj” Hadizat – der er en gennemgående karakter.

Børnene, børnehjemmet og Hadizat bliver der brugt megen plads på i bogen, hvilket bestemt er helt i orden. Igennem skildringerne af børnehjemmets ”beboere” får man et detaljeret indblik i, hvordan krig påvirker børn. Læsere af bogen vil næppe sætte sig med en forventning om, at børn der oplever grusomheder som i Tjetjenien går helt upåvirket hen – men det er alligevel overraskende barsk.

Igennem hele bogen bruger Seierstad en teknik med indimellem at skildre scener og situationer set med øjnene fra de karakterer, hun møder. Det ville næppe gå i en streng forskningsmæssig sammenhæng, men det giver til gengæld et vanvittigt nærvær. Det er blandt andet denne fortælleform Jyllandspostens Flemming Rose lægger til grund for at sable bogen ned, da han fik anmelderkasketten på.

I min optik blot endnu en grund til, at jeg har meget svært ved at tage Morgenavisens kulturredaktør seriøst. For det virker rigtigt godt – og denne læser stoler i hvert fald fuldt ud på den norske forfatterinde.

Udover de kontante historier fra børnehjemmet i Tjetjeniens hovedstad, kommer man som læser også med på en større tur igennem Tjetjeniens blodige borgerkrige. Det er en spændende oplevelse – der i høj grad også udstiller, hvor svært det er at få hoved og hale på den konflikt. Klaner kæmper mod hinanden, med hinanden, mod russerne, med russerne osv.

Men Seierstad er med hele vejen og gør et forsøg på at forklare, hvad det er, der foregår i det lille land i Kaukasus. På samme måde bruger hun også flere sider på at gå bag om de deportationer, Sovjetmagten udsatte den tjetjenske befolkning på efter 2. Verdenskrig – som blot giver flere (forvirrende) dimensioner til konflikten(konflikterne).

Seierstad finder også plads til et par spændende kapitler om den stigende vold mod mennesker fra Kaukasus i Rusland. Igen tager hun udgangspunkt på et mikro niveau med en konkret retssag i Moskva, hvor en tjetjensk mor og søn er blevet overfaldet af en flok højreradikale russere. Både ofrene og ikke mindst familien til en af gerningsmændene bliver beskrevet med stor empati, og man er som læser ualmindeligt taknemmelig for, at disse familier har åbnet dørene for at fortælle deres version af historien.

Bogen indeholder meget end ovenstående giver udtryk for. Der er historier om  æresdrab, synet på religion, fantastisk underholdende skildringer af det nye sindssyge regime i Groznyj, beretninger om ”sorte enker” samt meget mere. Det er måske bogens lille svaghed, at den rummer så mange enorme områder, der med lethed kunne have fyldt to bind i stedet for en bog.

Men den er god – virkelig god, og på trods af Flemming Rose (eller måske netop derfor), får den en meget stor anbefaling herfra.

Åsne Seierstad: Englen i Groznyj – historier fra Tjetjenien, Gyldendal, 2007 , 368 sider

De som kunne have interesse for at læse denne lille anmeldelse bør vide, at jeg nemt begejstres for konspirationsteorier. Det er lidt svært at beskrive præcist hvorfor, men der er ingen tvivl om, at jeg meget gerne surfer rundt i timevis for at høre lidt mere om Bilderberg, Dobbeltmordet på Peter Bangsvej, (den såkaldte) Månelanding osv osv.

Derfor var min glæde også stor, da jeg på ryggen til bogen her kunne læse, hvordan hovedpersonen havde til opgave at afdække et af de mest hemmelige, brutale og magtfulde netværk, Verden nogensinde har set. Hep, der er jeg solgt.
Og over de næsten 700 sider, skal jeg også love for, at konspirationerne udspiller sig.

Faktisk er der ikke blot tale om et globalt magthungrende netværk – men hele to der på ganske snedig vis bliver viklet ind i hinanden.

”The Exile” var titlen på Folsoms bog før Machiavelli og herfra fortsætter hovedpersonen Nicholas Marten. Der er et par enkelte reference til den forrige bog, men ikke noget der gør, at man bliver irriteret. Jeg havde ikke læst ”The Exile” inden – hvilket ikke var noget problem.

Nå, bogen starter ud med, at Marten sidder ved dødslejet hos hans gamle veninde (og kæreste). Det i sig selv er selvsagt tragisk, men værre bliver det ved, at hun får fremstammet, at hendes død skyldes, at hun er blevet forgiftet. Derudover er Caroline (som veninden hedder)s mand og deres barn ligeledes blevet dræbt under mystiske omstændigheder.

Det (relativt) lille mysterium sætter den tidligere LAPD Marten sig for at løse – men lynhurtigt rives han ind i storpolitik af ufattelige dimensioner. Hurtigt rejser han igennem store dele af det europæiske kontinent med en meget usædvanlig rejsepartner – og stille og roligt (i et opskruet tempo) afsløres en ganske grum plan.

Den kan ikke helt holde til de mange sider, men historien er ganske fængende– og Folsom skriver tilpas godt til, at man hele vejen igennem føler sig fint underholdt. Det er dog forudsat, at man har bare en lille smule interesse for konspirationer af den helt store slags.

Den var dog klart de omkring 50,- DKK værd, den kostede i en eller anden lufthavnsbiks

.Allan FOLSOM: The Machiavelli Covenant, 2004, 690 side